
"Vi kan formentlig ikke kopiere projektet en til en og udbrede det til hele sundhedsvæsenet, men vi kan bestemt blive inspireret af projektet,” siger formand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (Soc.).
Ny type praktik giver sygeplejersker lyst til at fortsætte i faget
Afdelingen B5-B6 på Nordsjællands Hospital i Frederikssund har sammensat en ny type praktik for blandt andre sygeplejestuderende. Målet er, at de studerende er bedre klædt på til overgangen fra studie til job. Noget som de studerende længe har efterspurgt.
Uddannelseshospitalet, som afdelingen kaldes, har fire gange så mange studerende som en almindelig afdeling. Dette resulterer i, at de studerende har større ansvar og mere indflydelse på patienternes behandling og pleje. De erfarne studerende støtter de nye studerende i deres forløb, og dermed kommer de et skridt tættere på sygeplejersker, der kan håndværket, når de starter i job. På afdelingen er der næsten lige så mange studerende som uddannede sygeplejersker, og da de studerende ikke tæller med i normeringen, er der dermed mere tid til den enkelte patient både for studerende og for sygeplejerskerne.
Uddannelseshospitalet, der fortsat er et projekt i udvikling, er et samarbejde, der er opstået mellem kommunerne, hospitalet og Professionshøjskolen for at undgå praksischok, som nogle nyuddannede sygeplejersker oplever og som løsning på manglen på praktikpladser.
”Ved at de studerende har hele ansvaret for patienten og inddrages i alt vedrørende patienten, så undgår man kuvøselignende sygeplejersker, der bliver kastet for løverne” siger Lene Breum, chefsygeplejerske på Uddannelseshospitalet.
Patientsikkerheden er heller ikke i fare, siger Lene Breum. ”De studerende er altid understøttet af en erfaren sygeplejerske eller social-og sundhedsassistent,” fortæller hun. Det betyder, at de studerende ikke får opgaver eller ansvar, de ikke kan magte, og ikke får lov til at være alene med patienterne, før sygeplejerske og en sygeplejefaglig lektor, via supervision, vurderer det ansvarligt. Og de studerende er så dygtige og kompetente, at patienter og pårørende sjældent opdager, at det er en studerende og ikke en uddannet sygeplejerske, der har stået for plejen, fortsætter Lene Breum. ”Ofte takker de pårørende os for at have taget os så god tid til patienten og have været så grundige,” siger hun.
Sygeplejerskerne, der er på afdelingen til hverdag, som følger de studerende, føler sig heller ikke mere presset, beretter Lene Breum. Da projektet begyndte, søgte afdelingen specifikt efter sygeplejersker, der gerne ville lære fra sig. Det betyder også et skift i opfattelsen af studerende. ”Studerende kan opfattes som en belastning for en afdeling, men hos os ser vi den studerende som arbejdsværdi,” fortæller Lene Breum.
Formand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (Soc.), er åben for ideen om at drage nytte af erfaringerne fra Uddannelseshospitalet og se på, hvad der kan implementeres som supplement på den nuværende sygeplejerskeuddannelse.
”Det kan være, at vi skal se på at øge mulighederne for, at sygeplejestuderende i højere grad kan lære af hinanden. Måske kan vi også gøre mere for, at sygeplejestuderende indgår fuldgyldigt i dagligdagen på hospitalerne under supervision. Vi kan formentlig ikke kopiere projektet en til en og udbrede det til hele sundhedsvæsenet, men vi kan bestemt blive inspireret af projektet,” siger han.
Ud af de 120 studerende, der netop er blevet færdige på afdelingen, har to ud af tre lyst til at søge job der ved endt uddannelse. Til sammenligning er det kun knap halvdelen af studerende i almindelig praktik, der vil søge job der hvor de har været i praktik.
