Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ansatte frygter at blive opsøgt af tidligere patienter

Ansatte på retspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital er ikke kun udsat for trusler og vold i arbejdstiden. Flere opsøges også på de sociale medier, og mange frygter at blive opsøgt af tidligere patienter i deres fritid. 

Det beskriver de ansatte i et høringssvar til Arbejdstilsynet ifølge TV2 Østjylland. Et af sengeafsnittene på retspsykiatrisk afdeling har nemlig modtaget et påbud fra Arbejdstilsynet, som blandt andet siger, at afdelingen senest 1. maj skal sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold i arbejdet og i fritiden, som er relateret til arbejdet, er effektivt forebygget.

Truslerne mod personalet er så reelle, at en ansat overvejer at købe et nyt efternavn, som vil blive brugt i arbejdssammenhæng for at mindske risikoen for at blive opsøgt privat.

På Retspsykiatrisk Sengeafsnit undersøges og behandles primært personer med mistanke om alvorlige psykiske forstyrrelser, der er sigtet for en kriminel handling. 

"Det er rigtig synd for de medarbejdere, der føler sig utrygge, men som det er nu, kan vi ikke gøre noget, der forhindrer, at deres navn står i journalen, hvis patienter søger aktindsigt, siger Mette Daae Krøyer, der er chefsygeplejerske på afdelingen, til TV2 Østjylland.

Mette Daae Krøyer forklarer, at man i Danske Regioner er i gang med et arbejde, der skal muliggøre en form for sløring af medarbejderes navne i patientjournaler.