Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Der vil være nogle områder og sygdomme, der kommer til at lide under det her. De usexede og uinteressante sygdomsområder får ikke på samme måde pengemæssig og interessemæssig opdækning," siger Susanne Axelsen.

Patienter og læger frygter ulighed, når medicinalgiganter rykker ind på hospitaler

Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) frygter, at kommercielle interesser bliver styrende i samarbejdet mellem de store medicinalvirksomheder og det offentlige sundhedsvæsen, og at det vil skubbe til uligheden.

Det skriver DR.

De store udenlandske medicinalvirksomheder amerikanske Johnson & Johnson og schweiziske Roche er det seneste år rykket ind på Rigshospitalet for at hjælpe med udvikling af ny teknologi og optimere arbejdsgange. Det er blevet muligt, efter den såkaldte "Strategi for Life Science" blev vedtaget under den forrige S-regering i foråret 2021.

Med strategien er der øremærket 270 millioner kroner til skabe bedre vilkår for, at sundhedsvæsnet i samarbejde med industrien kan udvikle ny teknologi, medicin og hjælpemidler. Og det hilses velkomment af Danske Patienter og LVS. Men... 

"Vores største bekymring er selvfølgelig, at udviklingen i højere grad bliver styret af, hvor der er et marked for kommercielle virksomheder og i mindre grad af, hvor det er vi har behov at udvikle nye løsninger," siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter, til DR.
 
Den bekymring deler LVS.

"Life science-strategien er meget fokuseret på det, som kan tjene endnu flere penge til medicinalindustrien og kan tjene endnu flere penge ind til det danske erhverv," siger Susanne Axelsen, formand for Lægevidenskabelige Selskaber.

Hun pointerer, at det er afgørende, at de forskningsområder, som ikke er attraktive for industrien, bliver prioriteret med offentlige midler. Ellers risikerer samarbejdet med medicinalindustrien i sidste ende at skabe ulighed mellem patienterne, lyder hendes advarsel:

"Der vil være nogle områder og sygdomme, der kommer til at lide under det her. De usexede og uinteressante sygdomsområder får ikke på samme måde pengemæssig og interessemæssig opdækning," siger hun til DR.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) anerkender bekymringen for, at kommercielle interesser bliver styrende i samarbejdet mellem de store medicinalvirksomheder og det offentlige sundhedsvæsen.

"Jeg synes, det er en række relevante bekymringer, Danske Patienter kommer med, men som jeg også mener, man kan adressere og tage højde for i forhold til specifikke samarbejder," siger Sophie Løhde til DR.

Derfor vil hun også inddrage både sundhedspersonale og patientorganisationer, når den nye regering i løbet af 2023 skal lave en ny life science-strategi, der blandt andet skal sætte retningen for samarbejdet på sundhedsområdet.

ulighed