Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Forsker kritiserer kommuner for at skabe mangel på sundhedsplejersker

Når kommunerne skærer i sundhedsplejersketilbuddet, overser de tidlige tegn på mistrivsel blandt børn, der relativt nemt kunne have været forebygget, siger Bjørn Holstein, professor emeritus i børnesundhed.

”Sundhedsplejersker får øje på de allertidligste tegn på både fysisk og psykisk mistrivsel. Det er f.eks. ved besøget i 8-10 måneders alderen, at sundhedsplejerskerne opdager de tidlige tegn på mistrivsel. I mange tilfælde kan de pege på hvilke børn, der senere får psykiatriske diagnoser,” siger Bjørn Holstein til fagbladet Sygeplejersken. Han er professor emeritus på Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og har forsket i børnesundhed og trivsel. 

Reaktionen kommer efter, at flere kommuner har valgt at skære i sundhedsplejerskers besøg i mellemtrinene i skolen og i småbørnsbesøget i 8-10 måneders alderen.

Argumenterne for disse nedskæringer hos nogle kommuner går på økonomiske hensyn, mens nedskæringerne i andre kommuner skyldes manglen på sundhedsplejersker, og det er bekymrende, mener Bjørn Holstein. 

”Det er en meget veldokumenteret kendsgerning, at hvis man starter tidligt, så er indsatsen både mindre indgribende og meget billigere,” siger han. Nedskæringerne går desuden imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger, skriver Sygeplejersken.

Sundhedsplejerskesystemet er det eneste system, som man ved har effekt i forhold til tidlig opsporing af mental mistrivsel, fortæller Bjørn Holstein.

I dag tilbyder flere kommuner også kun de lovpligtige ind- og udskolingssamtaler med sundhedsplejersken, fremfor – som tidligere – de årlige samtaler. Dette på trods af, at tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at børn og unges kontakt til psykiatrien er steget med 50 procent de seneste 10 år. Det bekymrer Ulla Dupont, der er ledende sundhedsplejerske i Vejle Kommune og formand for Foreningen for ledere af sundhedsordninger for børn og unge i Danmark (FALS). 

”Der er ikke nogen, der kigger på børnene i den mellemliggende periode med den samme sundhedsfaglige baggrund og de samme helhedsorienterede briller, som sundhedsplejerskerne gør.”