Lægeforeningen og Tandlægeforeningen har sammen sendt et brev til den nye indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), hvori de opfordrer til at nedsætte en taskforce, som blandt andet skal arbejde for, at Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med sundhedspersoner bliver mere lyttende og mindre "truende".
I 2016 vedtog Folketinget at stramme sundhedsloven og autorisationsloven. Stramningerne blev indført efter en række alvorlige sager om bl.a. nomadelæger, misbrugsproblemer, seksuelle overgreb og fejlmedicinering. Den såkaldte "strammerpakke" trådte i kraft 1. januar 2017, og den udvidede Styrelsen for Patientsikkerheds beføjelser til at skride ind overfor sundhedspersoner, som vurderes at have optrådt til fare for patienterne.
I oktober 2022 kom resultaterne af evalueringen af Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn, efter "strammerpakken" blev indført. Evaluerings-rapporten viste flere alvorlige resultater, som ifølge Lægeforeningen kaldte på handling i Sundhedsministeriet og på Christiansborg. Blandt andet fortalte læger, som havde oplevet at blive underlagt tilsyn af styrelsen, i evalueringen, at de ikke havde tillid til, at de blev behandlet objektivt, retfærdigt og gennemsigtigt.
I brevet til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde skriver Lægeforeningen og Tandlægeforeningen om de massive og utilsigtede konsekvenser af "strammerpakken", som evalueringen af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn har bragt frem i lyset.
Tilsynets ageren spænder ben for tillid, åbenhed og læring, står der blandt andet i brevet til Sophie Løhde.
"Desværre bekræfter evalueringen dét, vi allerede ved fra Lægeforeningens egne undersøgelser og drøftelser med medlemmer: At flere læger overvejer at træde ud af lægegerningen på grund af frygten for tilsyn. Det er særligt problematisk i en tid med massiv mangel på arbejdskraft i sundhedsvæsenet. For det gør det grundlæggende sværere at tiltrække og fastholde sundhedspersoner. Det bekymrer os også, når evalueringen peger på, at mange læger, der har været underlagt tilsyn, ikke forstår, hvorfor de var underlagt tilsynet. Det er problematisk og især utrygt at arbejde under forhold, hvor man ikke ved, hvornår "bomben sprænger" og ovenikøbet ikke forstår hvorfor, hvis det sker," hedder det i brevet.
Både Lægeforreningen og Tandlægeforeningen anerkender, at det er vigtigt, at Danmark har en fagligt stærk tilsynsmyndighed i Danmark, som kan gribe ind mod brodne kar. Men det gælder om at finde den rette balance og især have fokus på at forbedre patientsikkerheden gennem åbenhed og læring, mener de to organisationer.
Balancen hos styrelsen har nemlig været skæv og mistænkeliggørende over for sundhedspersoner alt for længe, mener de.
”Det er naturligvis et problem, at en myndighed modarbejder en åben og tillidsbaseret tilgang til fejl og læring. Og det har konsekvenser for både patientsikkerheden og lægers retssikkerhed. Hvis jeg var politiker på Christiansborg, ville jeg overveje nøje, om det tilsyn, vi kender, passer til sundhedsvæsenet i dag,” siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.
Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen, mener også, at tandlægernes retssikkerhed er blevet "uhørt dårlig".
"Dialogmuligheden, inden der udstedes en sanktion, er fuldstændig uden betydning, og samtidig har tandlægerne ingen ankemulighed for en af de hyppigst anvendte sanktioner. Kendsgerninger, der i høj grad bidrager til tandlægers oplevelse af utryghed, og det gavner bestemt heller ikke læring eller patientsikkerheden,” siger hun.
Lægeforeningen og Tandlægeforeningen foreslår derfor, at der meget hurtigt nedsættes en taskforce, som skal arbejde for, at Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn ikke som nu stiller sig i vejen for en bedre patientsikkerhed.
Taskforcen, som blandt andet skal have Lægeforeningen og Tandlægeforeningen med, bør afslutte sit arbejde inden sommerferien, mener de to organisationer.
Om "strammerpakken"
Den såkaldte "strammerpakke" trådte i kraft 1. januar 2017, og den udvidede Styrelsen for Patientsikkerheds beføjelser til at skride ind overfor sundhedspersoner, som vurderes at have optrådt til fare for patienterne.
Men lægerne har siden ment, at Styrelsen for Patientsikkerhed med strammerpakken fik tilsynsmetoder og en praksis, hvor den enkelte medarbejder blev pålagt et ansvar, som i lægernes øjne burde falde tilbage på arbejdspladsen og ledelsen. Der har derfor været megen debat om lægernes frygt for at begå fejl, få en tilsynssag og blive politianmeldt for mindre ting. Den såkaldte Svendborgsag har spillet en afgørende rolle for lægernes bekymring for tilsynet – Svendborgsagen er blevet synonym med strammere lovgivning, fordi den tidsmæssigt faldt sammen med strammerpakken, selv om selve hændelsen i sagen skete i 2013. I den såkaldte "Svendborg-sag" endte det med, at en yngre læge på en stressramt afdeling på grund af en patients dødsfald måtte i både byret, landsret og Højesteret, hvor hun knebent blev frifundet for at være skyldig i grov eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i behandlingen af den afdøde patient. Sagen førte til landsdækkende protester blandt læger, som under hashtagget #detkuhaværetmig protesterede over, at lægen skulle stå til ansvar for noget, som mange mente havde rod i stress og manglende tid.
Tilbage i 2016 lovede regeringen, at stramningerne i sundhedsloven og autorisationsloven skulle evalueres tre år efter, de var trådt i kraft – altså i januar 2020. Trods det kom evalueringen først i oktober 2022.
Udvalgte resultater af evalueringen fra oktober 2022
Spørgeskemaundersøgelsen fra læger underlagt individuelle tilsyn viste, at:
- Over halvdelen af lægerne oplever tilgængelighed (54 procent) og kommunikation (64 procent) fra Styrelsen for Patientsikkerhed som dårlig
- To tredjedele af lægerne ikke oplever at være ordentligt oplyst om deres tilsynssag
- Knap to tredjedele af læger oplever ikke, at deres tilsynssag blev behandlet objektivt, retfærdigt og transparent
- Over halvdelen (52 procent) af lægerne forstår ikke Styrelsen for Patientsikkerheds forklaring på årsagen til tilsynet
- Over to tredjedele (71 procent) mener, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke forstår de personlige konsekvenser, der er på spil i løbet af en tilsynssag
Kilde: Evaluering af Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn