Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Per Jørgensen og Susanne Poulsen.

Så meget får Rigets afskedigede vicedirektører med sig

De netop afskedigede vicedirektører på Rigshospitalet, Per Erik Jørgensen og Susanne Poulsen, får et stort økonomisk plaster på såret.

De får nemlig en fratrædelsesordning med en godtgørelse svarende til 12 måneders løn, viser en aktindsigt, som Sundhedspolitisk Tidsskrift har fået.

Tidligere vicedirektør Per Erik Jørgensen får 1,44 millioner kroner plus pension på 318.861 kroner, mens tidligere vicedirektør Susanne Poulsen får væsentligt mindre, nemlig 1,19 millioner kroner plus pension på 261.778 kroner. 

Per Erik Jørgensen og Susanne Poulsen er netop blevet afskediget, og den nye direktør Rasmus Møgelvang har etableret en midlertidig ledelse, som ud over ham selv består af Rigshospitalets syv centerdirektører og Helen Bernt Andersen, som er blevet konstitueret som vicedirektør. Hun er hidtidig sundhedsfaglig direktionskonsulent samt formand for Kræftens Bekæmpelse.

På Rigshospitalets intranet har Rasmus Møgelvang skrevet, at det har været nødvendigt at få nye kræfter ind i Rigshospitalets direktion, da Rigshospitalet "sammen med resten af det danske sundhedsvæsen (står) over for massive udfordringer, som kalder på et nyt mindset i topledelsen".

Susanne Poulsen skriver på Rigshospitalets intranet, at "det kom som en overraskelse, at jeg ikke er tænkt ind som en del af den fremtidige ledelse på Rigshospitalet."

Susanne Poulsen er uddannet sygeplejerske, er master i organisationspsykologi og har taget flere ledelsesprogrammer. Hun har også tidligere været vicedirektør på Glostrup Hospital i 2014 og vicedirektør på Bornholms Hospital i perioden 2008-2014.

65-årige Per Jørgensen er uddannet læge og har også været vicedirektør på Rigshospitalet i otte år og før det vicedirektør i ni år på Glostrup Hospital.

 

Relaterede artikler