Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Anders Kühnau og Pernille Blach Hansen på pressemødet.

Usund ledelseskultur årsag til kræftskandale

Der har hersket en usund ledelseskultur i på Aarhus Universitetshospital, som skal ændres.

Det siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioner og regionsdirektør i Region Midtjylland Pernille Blach Hansen i forlængelse af Kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital, der har kostet hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen jobbet.

For at finde ud af, hvordan det kunne gå så galt, er der foretaget to uvildige analyser af Poul Schmidt advokatfirma og Implement. Advokatrapporten har slået fast, at økonomien har været det bærende perspektiv, og at der har været et ledelseinformationssystem, der ikke fungerede optimalt.

”Rapporter viser tendens til en kultur, hvor man skal ordne tingene på det enkelte ledelsesniveau uden at inddrage andre,” siger Anders Kühnau. Det er tegn på en usund ledelseskultur, hvor der ikke rækkes ud, selv når der er problemer med at overholde patientrettighederne, mener han.

”Der kan opstå en situation, hvor der mangler sygeplejersker, og her skal vi fremover blive bedre til at hjælpe hinanden. Men det kræver, at de ansvarshavende gør ledelsen opmærksom på, at der er et problem, der skal løses. Vi skal i fællesskab kunne løfte det ansvar, vi har, for at give patienterne den behandling, de har ret til,” siger han.

På pressemødet understregede Anders Kühnau og Pernille Blach Hansen, at der var behov for at få skabt en tættere forbundet ledelseskæde, så det ikke kan ske igen.

Det kom også frem, at whistleblowerordningen ikke har fungeret efter hensigten. Når ansatte har benyttet ordningen, har der ikke været foretaget en lægefaglig vurdering af klagen, og det er en fejl.

”Det ændrer sig, vi laver en revidering af hele whistleblowerordningen," siger Pernille Blach Hansen.