I marts måned kom det frem, at der var massive vandskader i murværket på byggeriet af det nye universitetshospital i Aalborg. Vand strømmede ud, hvis man borede hul i nogle af væggene, og nogle mursten var så fugtige, at der voksede mos på dem. Derudover var der konstateret vandindtrængning ca. 110 steder i byggeriet, og der lå synligt vand på gulvene.
Nu viser DR´s aktindsigteri mails og tilsynsnotater, at problemet med vand i bygningerne har været kendt i meget længere tid.
Allerede undervejs i opførelsen af murværket, som foregik fra 2017 til 2019, kan man i notaterne fra tilsynene se, at flere ting er galt. I notaterne skriver byggetilsynet, at isoleringen nogle steder er blevet drivvåd, fordi der har ligget sne og smeltet ned på det. Der er flere gange ikke dækket ordentligt af for regnvand. Tilsynet skriver også, at der nogle steder i murværket ikke er fyldt ordentligt ud med fugemasse mellem murstenene.
Da murværket er bygget færdigt og bliver afleveret i august 2019, står der ikke noget om problemer med vand i murværket i afleveringsrapporten.
Alligevel skriver flere medarbejdere i byggeriet i efteråret 2019 om problemer med vand, der er trængt ind i bygningerne. Det viser flere mailkorrespondancer. Én af medarbejderne skriver blandt andet: "Måske er I allerede orienterede, men jeg fik en oplysning fra nogle svende på pladsen i går. Når der bores i lysningsinddækningerne, så kommer der nogle gange vand ud af dem (meget ildelugtende). Vil det være en idé at bore et drænhul i samtlige af dem?"
Lene Faber Ussing, der er lektor på Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, siger til DR, at det ildelugtende vand tyder på, at vandet har været ophobet i en længere periode.
I en anden mail skriver en medarbejder, at de ikke kan fortsætte deres planlagte arbejde, hvis der ikke kommer styr på problemerne med vand i bygningen.
Når alle problemernes kombineres, er Lene Faber Ussing ikke just imponeret.
"Tilsynsnotaterne sammenholdt med de efterfølgende mails viser, at problemet med indtrængende vand i bygningerne har været der længe, og man har tilsyneladende ikke fået det løst," siger hun og mener, at flere kan have ansvaret: "Der er nogle håndværkere, der godt kunne have lavet et bedre stykke arbejde. Der er et tilsyn, der kunne have lavet et bedre tilsyn. Der er en bygherre (Region Nordjylland, red.) og en byggeledelse, der sandsynligvis ikke har fulgt ordentligt op. Det ser ud til, at det er en kombination af flere ting - men det er nok mest af alt en kombination af, at parterne ikke har været særligt gode til at snakke sammen på tværs.," siger Lene Faber Ussing til DR.