Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Forskning: Udadvendte mere tilbøjelige til vaccine-skepsis

En undersøgelse udført på over 40.000 canadiere har vist en overraskende sammenhæng mellem personlighedstyper og vaccine-skepsis. Ekstroverte mennesker var mest tøvede med at få vaccinen under pandemien.

"Vi forventede, at folk med særlig høj ekstroversion ville være mere tilbøjelige til at blive vaccineret," siger Melissa Baker, hovedforfatter og ph.d. ved University of Texas at El Paso. "Vi antog, at disse personer ville ønske at komme tilbage ud i verden og socialisere. Det er faktisk det modsatte."

I undersøgelsen, som blev udført mellem november 2020 og juli 2021, skulle deltagerne først online besvare spørgsmål, så forskerne kunne vurdere deres personlighed i henhold til den såkaldte femfaktormodel, som måler åbenhed, samvittighedsfuldhed, ekstroversion, imødekommenhed og neuroticisme.

Som tillæg fik de spørgsmål om deres holdning til vaccination. Et spørgsmål lød for eksempel: "Når en covid-19-vaccine bliver tilgængelig, vil du så tage den?" Da vaccinerne efterhånden blev godkendt og tilgængelige, blev spørgsmålets formulering tilpasset den aktuelle situation.

Forskerne bekræftede de fleste af deres hypoteser, såsom at personer præget af åbenhed og imødekommenhed var mere tilbøjelige til at acceptere vaccinen. Dog viste det sig overraskende, at ekstroverte deltagere havde en 18 procent større sandsynlighed for at afvise vaccinen end gennemsnittet.

Mennesker med lav følelsesmæssig stabilitet var også mindre tilbøjelige til at blive vaccineret. 

Selvom pandemien er overstået, kan resultaterne hjælpe med fremtidige strategier for, hvordan myndigheder kan kommunikere med offentligheden om vaccination mod forskellige sygdomme, ikke kun COVID-19.

"Hvis vi ved, at vi skal nå en bestemt personlighedstype, kan vi tænke over, hvilken besked der rent faktisk vil nå og overbevise personen," siger Melissa Baker.

Undersøgelsen er offenliggjort i tidsskriftet Frontiers in Psychology.