Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Inden for type 2-diabetes er der sket nogle fantastiske gennembrud de seneste 10 år, men når det kommer til type 1, sker der intet. Nye stoffer bliver ikke afprøvet, og de ting, man bruger til behandling, stammer fra 1980’erne. Der er ingen succesfulde studier, selvom behovet er stort,” siger Peter Rossing.

Dansk topforsker i internationalt opråb: Mangel på ny behandling til stor patientgruppe er kritisk

Skrevet af Thomas Telving den . Skrevet i Sundhedspolitik.

Manglen på ny behandling til personer med type 1-diabetes og kronisk nyresygdom er kritisk, og der bør ske noget nu! Omtrent sådan skriver professor Peter Rossing og en gruppe internationale eksperter i et opråb, publiceret i The Lancet Diabetes & Endocrinology. Opråbet er blevet mødt med stor interesse.

For 30-40 år siden dominerede type 1-diabetes ellers forskningsdagsordenen massivt, men gradvist – i takt med øget viden om skadevirkninger og, ikke mindst, stærkt øget forekomst – har type 2-diabetes stjålet rampelyset. I dag sidder sidstnævnte tungt på både forskningsmidler- og opmærksomhed, mens nyresygdom i forbindelse med type 1-diabetes er forsømt. Det mener Peter Rossing, én af verdens førende diabetesforskere. Han er professor, forskningsleder og overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen.

”Inden for type 2-diabetes er der sket nogle fantastiske gennembrud de seneste 10 år, men når det kommer til type 1, sker der intet. Nye stoffer bliver ikke afprøvet, og de ting, man bruger til behandling, stammer fra 1980’erne. Der er ingen succesfulde studier, selvom behovet er stort,” siger Peter Rossing. En af grundene er ifølge forskeren slet og ret manglende interesse, og det til trods for, at sygdommen med sine omtrent 30-35.000 tilfælde i Danmark er ganske udbredt, og at mellem hver tredje og hver fjerde rammes af komplikationer i form af nyresygdom.

Tendensen fik tidligere på sommeren Peter Rossing og en gruppe internationale forskerkolleger til at lave et call for action i The Lancet Diabetes & Endocrinology, som blandt andet satte den nærmest totale mangel på ny forskning og nye behandlinger til nyrekomplikationer inden for type 1-diabetes i relation til de enorme fremskridt på type 2-området.

”Baggrunden var at råbe dem op, der bestemmer og står bag diabetesforskning verden over og sige: ’hey, der er en vigtig gruppe med diabetes – en sygdom, som man kan få i barndommen, og som man skal leve et langt liv med – der er i risiko for alvorlige senfølger’. De behandlinger, vi har, er simpelthen ikke effektive,” siger Peter Rossing og uddyber:

”I artiklen viser vi blandt andet, hvor mange lægemidler der er undersøgt for komplikationer til type 2-diabetes sammenlignet med type 1, hvor der i lang tid ikke er undersøgt nogen. Det står i kontrast til, at vi har en betydelig gruppe personer med en kronisk sygdom, de får tidligt, og som kan give mange alvorlige komplikationer. Vi mangler bedre behandling og flere og bedre studier.”

Hvordan har reaktionerne på jeres call for action været?

”Der har været stor interesse, og præsidenterne for både den amerikanske og den europæiske diabetesforening var meget begejstrede. I forbindelse med American Diabetes Association’s årlige diabetesmøde i juli, som faldt sammen med udgivelsen, var der også meget interesse for udmeldingen og opbakning til, at det er vigtigt, at vi får gjort noget ved det,” siger Peter Rossing.

Nye muligheder

Omtrent samtidig med udgivelsen af artiklen skete der desuden det, at Bayer bekendtgjorde, at de har et nyt stof, finerenone, som de vil lave et studie på med type 1-diabetes.

”Det bliver i det nye år, og det lyder lovende, og forhåbentlig kommer der også flere studier,” siger Peter Rossing.

Som et andet konkret område, der kalder på nødvendig opmærksomhed, nævner han SGLT-2-hæmmere i forbindelse med type 1-diabetes. Stofferne har været nok så omtalte i forbindelse med type 2-diabetes, ikke mindst i forbindelse med deres evne til at beskytte hjerte og nyrer, men nu bør turen være kommet til type 1.

”SGLT-2-hæmmere er en stor ting i denne sammenhæng. De har haft den lille opmærksomhed, at der er lidt øget risiko for ketoacidose. Bivirkningen er sjælden, men alvorlig og lidt hyppigere ved type 1 end ved type 2, så derfor har man været lidt forsigtige med at bruge SGLT-2-hæmmere i forbindelse med type 1-diabetes,” siger han og påpeger, at man på grund af risikoen næppe skal forvente forskning i det fra medicinalindustriens side. På Steno Diabetes Center København er de dog grundlæggende optimistiske i forhold til, at det samlet set vil være gavnligt at bruge SGLT-2-hæmmere til type 1-diabetes.

Ifølge Peter Rossing vil der komme ny viden om bivirkningernes omfang set i forhold til de tilsvarende gavnlige virkninger i en anden meget stor ting, der er på vej i forbindelse med type 1-forskning, nemlig deres såkaldte Steno 1-studie; en ny og storstilet version af det danske Steno 2-studie fra midten af 1990'erne, som kom til at revolutionere behandlingen af personer med type 2-diabetes i hele verden.

”Ud over konkrete behandlinger mangler vi studier, der viser, hvad der hjælper på type 1 i forhold til hjertekarsygdomme og nyresygdomme. Her er disse nye behandlinger, SGLT-hæmmere, GLP-1 receptor agonister og nonsteroide mineralokortikoid receptor antagonister, vigtige, så vi skal se på, om de kunne have samme effekt ved type 1, som de har vist sig at have ved type 2. Det er blandt mange andre ting det, Steno 1-studiet vil fokusere på,” siger Peter Rossing.

Det internationale call for action er ifølge Peter Rossing placeret omtrent samtidig med opstarten af Steno 1-studiet for at øge den generelle opmærksomhed på type 1-diabetes. Studiet afsluttes i løbet af fem-seks år, og forskerne bag det håber, at det vil revolutionere den internationale behandling af type 1-diabetes på samme vis, som Steno 2-studiet viste sig at gøre det for type 2-diabetes.