Tidlig behandling er afgørende for effekten ved multipel sclerose, men i Region Midtjylland står kapacitetsproblemer i vejen for hurtig udredning og behandling.
Neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH) kører i konstant mangeltilstand. Personalet gør sit bedste, men torsdag i sidste uge viste en opgørelse fra Region Midtjylland, at patienter med multipel sclerose (MS), Parkinsons eller anden neurologisk sygdom risikere at skulle vente så længe på udredning ved regionens klinikker, at det kan få betydning for effekten af den behandling, de skal have. Demenspatienter venter så længe, at de risikerer varig funktionsnedsættelse, der kunne have været udskudt, og patienter med spasticitet risikerer nedsat førlighed på grund af ventetiden på behandling.
Personalet ved Neurologisk Afdeling på AUH kæmper en ulige kamp, og problemet er en kombination af konstante besparelser og mangel på neurologer, fortæller ledende overlæge Trine Tandrup.
“Vi har gennem mange år været så underfinansierede, at vi ikke har fået uddannet de neurologer, vi har brug for. Samtidig har vi svært ved at rekruttere, og vi har på fornemmelsen, at problemet kan have været, at lægerne ikke kan se sig selv arbejde under de forhold. Det er jo ikke nyt, at vi har kapacitetsproblemer, og gennem mange år har man effektiviseret i forbindelse med den danske kvalitetetsmodel, så der har været rigtig høj belastning gennem mange år. Og vi formoder, at det har været med til at gøre rekrutteringen svær for os,” siger Trine Tandrup.
Mangel på personale er også den udfordring Region Midtjylland angiver som begrundelse for de lange ventetider i neurologien, og det berører alt fra neurologiske forundersøgelser, demensudredning, neurofysiologisk undersøgelse og Botox-behandling for spasticitet, som der er et stigende antal henvisninger til.
Ifølge opgørelsen fra regionen er ventetiden på botoxbehandling 84 dage, men enkelte patienter kan godt risikere at vente op til et år, og i de tilfælde, kan det have konsekvenser for patientens førlighed, fortæller Trine Tandrup.
Hun ønsker dog ikke at udpege specifikke patientgrupper, der er i særlig risiko på grund af ventetiderne. Hun fortæller, at afdelingen gør alt, hvad den kan, for at fordele byrden.
“Vi gør, hvad vi kan for, at det ikke skal gå ud over patienterne, men der er patienter, der ikke får det, de skal have, til den rette tid. Vi gør dog vores bedste for at skaffe alternativer, og heldigvis har regionen aftaler med private aktører, vi kan henvise til, for ellers, ville vi have et stort problem med patienternes førlighed og helbred,” siger Trine Tandrup.
Situationen er dog præget af lappeløsinger, der skal kompensere for, at de Neurologiske afdelinger ikke kan det, de burde kunne, siger hun.
Neurologisk afdeling er ikke ene om kapacitetsproblemerne. Regionens opgørelse viser, at en meget lang række afdelinger ved hospitalsvæsenet i Region Midtjylland er plaget af ventetider, der har konsekvenser for patienternes helbred.
Og siden Trine Tandrup i 2017 tiltrådte som ledende overlæge ved ved neurologien på AUH har hun stiftet bekendtskab med det, hun kalder en gammel sandhed i neurologien, nemlig at hovedstaden er bedre kørende end resten af landet.
“Det er en slet skjult hemmelighed, at antal kroner per borger i Region Midtjylland er væsentlig lavere end i de andre regioner, og det skyldes en gammel fordelingsnøgle mellem regionerne, og den bestemmer, at Region Midtjylland skal sende penge til Region H. Jeg har altid været forarget over det, men fordi Region Midtjylland er ene om den situation, er der ikke opbakning til at ændre det,” siger Trine Tandrup. Dette synspunkt bakkes op af professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Jes Søgaard, der udtalte sig om situationen i en række medier i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten torsdag.
Adspurgt hvordan det er at arbejde under vilkår, hvor der aldrig er ressourcer nok og altid for mange patienter, der alle har vigtige behov, tøver Trine Tandrup 12 sekunder, før hun svarer.
“Vi har et rigtig godt arbejdsmiljø på neurologi. Det er jo et vilkår, som vi hjælper hinanden med at håndtere. Vi ville gerne, at det var anderledes, men der står ikke nogen med en pose penge, tværtimod skal vi spare igen, så der kommer ikke flere penge. Der er ikke mere at få.”
