Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ældre Sagen og KL i fælles udspil: 13 forslag til bedre behandling af ældre

Der skal være trygge rammer, når ældre bliver udskrevet fra hospitalet. Og så skal en tidlig indsats i nærmiljøet forebygge, at skrøbelige ældre bliver unødvendigt indlagt.

Det er kernen i et nyt fælles udspil, som Ældre Sagen og Kommunernes Landsforening (KL) præsenterer onsdag.

”Vi ønsker alle, at vi selv og vores nærmeste bliver grebet og hjulpet, hvis vi bliver ramt af sygdom i livets efterår. Men i en situation, hvor de ældre oplever at komme i klemme, og hvor sundhedsvæsenets ressourcer er under voldsomt pres, er der akut brug for, at vi tør tænke i nye baner,” siger fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL, Sisse Marie Welling.

I det nye udspil har Ældre Sagen og KL 13 forslag til, hvordan ældre fremover bør blive behandlet i det nære sundhedsvæsen.

Første del af udspillet handler om tiden efter behandlingen på sygehuse – når de ældre bliver udskrevet fra sygehuset og overgår til behandling og pleje i deres nærmiljø. 

Ældre Sagen og KL foreslår blandt andet en national ramme for behandlingen af skrøbelige ældre, som ikke skal være på sygehus. Rammen skal sikre en ensartet og kendt kvalitet i behandlingen, og den skal følges op med den nødvendige finansiering og et udvidet lægefagligt medansvar fra sygehusene og almen praksis.

Udspillets anden del handler om at forebygge, at skrøbelige ældre i første omgang bliver indlagt på sygehuset for noget, der kunne være undgået, hvis tiden og kompetencerne havde været til stede i nærmiljøet.

Derfor foreslår Ældre Sagen og KL blandt andet, at kommunale medarbejdere får fleksibel adgang til lægefaglig rådgivning om for eksempel ændringer i den ældres behandlingsplan og medicin. 

Derudover skal kommuner og almen praksis med afsæt i de gode erfaringer med plejehjemslæger have et langt tættere samarbejde om at forebygge udvikling og forværring af sygdom blandt hjemmeboende ældre.

 

Ældre Sagen og KL foreslår:

  1. En national ramme for behandlingen af skrøbelige ældre patienter, som ikke skal være på sygehus. Det skal sikre en ensartet og kendt kvalitet i den sundhedsfaglige behandling i nærmiljøet. En national ramme skal følges op med den nødvendige finansiering og et udvidet lægefagligt medansvar fra sygehusene og almen praksis.
  2.  En national økonomisk model med incitament til, at sundheds-klyngerne behandler flere patienter uden for sygehusene.
  3. Rettidig og smidig adgang for kommunale medarbejdere til nødvendige patientoplysninger fra sygehus til den videre pleje og behandling på midlertidige pladser og i eget hjem. Det kan for eksempel være epikriser, behandlingsplaner og opdateret Fælles Medicinkort.
  4. Aftalen om 72 timers behandlingsansvarlig læge skal udvides til også at omfatte skrøbelige ældre, der er blevet udredt og hjemsendt fra en fælles akutmodtagelse på sygehus uden indlæggelse. 
  5. Aftalen om 72 timers behandlingsansvarlig læge skal systematisk omfatte medicin til de første 72 timer efter udskrivelse fra sygehus, så den medicinske behandling kan fortsætte umiddelbart efter udskrivelse.
  6. Lovgivningen på social- og sundhedsområdet skal afspejle medarbejdernes behov for stringens i opgavevaretagelsen samt, at mere behandling varetages i nærmiljøet, hvor rammerne for bl.a. patientens egenbetaling er anderledes end på sygehus.
  7. Kommuner og almen praksis skal med afsæt i de gode erfaringer med plejehjemslæger have et langt tættere samarbejde om at forebygge udvikling og forværring af sygdom blandt hjemmeboende ældre. 
  8. Kommunale medarbejdere skal have fleksibel adgang til lægefaglig rådgivning om for eksempel ændringer i borgerens behandlingsplan og medicin.
  9. Sygehuse skal stille speciallægeviden for eksempel inden for geriatrien til rådighed for kommuner og almen praksis.
  10. Sygehuse, kommuner og almen praksis skal have blik for ældre patienters samlede behov for fx træning, ernæring, medicin, palliation med videre på tværs af deres sygdomme.
  11. Ældre patienter og deres evt. pårørende inddrages i planlægning og beslutninger om deres eget forløb, så forløbet så vidt muligt tilpasses den enkeltes behov og ønsker.
  12. Bedre adgang for skrøbelige ældre til fleksibel udbringning af medicin fra apotek skal styrke muligheden for at gribe tidligere ind over for for eksempel blærebetændelse, lungebetændelse mv.
  13. Der skal være klare aftaler i sundhedsklyngerne om rammer for blodprøvetagning i skrøbelige ældres hjem, kvalitetssikring, analyser, transport til laboratorium m.v.