
"Det er bekymrende, når Medicinrådet indsnævrer populationen til at være færre patienter end dem, som medicinen er godkendt til," siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif.
Ny opgørelse afslører: Færre danske patienter får adgang til ny medicin sammenlignet med Sverige og England
En aktuel spørgeskemaundersøgelse blandt medicinalvirksomheder viser, at Medicinrådet i Danmark strammer grebet omkring hvilke patienter, der får adgang til nye lægemidler. Denne praksis begrænser antallet af patienter, der kan drage nytte af de nyeste behandlinger og adskiller sig markant fra tilgangen i lande som Sverige og England.
Det er Lægemiddelindustriforeningen, der har foretaget undersøgelsen blandt sine medlemsvirksomheder. Den viser, at når Medicinrådet godkender nye lægemidler til brug, inkluderes ikke nødvendigvis alle de patienter, der kunne have gavn af behandlingen. Faktisk har rådet i omkring en tredjedel af de vurderede tilfælde fra Lifs medlemsvirksomheder begrænset patientgruppen, der kvalificerer sig til de nye lægemidler.
”Ikke nok med, at noget tyder på, at danske patienter får adgang til færre af de nye behandlinger; nogle danske patienter må se langt efter behandlingen, selvom den er godkendt til brug. Simpelthen fordi de ikke lige rammer inden for den endnu mere indsnævrede population. Det er bekymrende, når Medicinrådet indsnævrer populationen til at være færre patienter end dem, som medicinen er godkendt til," siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif.
I alt har 16 ud af 22 medlemsvirksomheder i Lif med vurderinger i Medicinrådet besvaret spørgeskemaet. Til sammen står de 16 medlemsvirksomheder for 57 anbefalinger af nye lægemidler, der er vurderet efter den 1. januar 2021. Det svarer til omkring halvdelen af alle vurderinger siden indførelsen af den nye metode til vurdering af lægemidler.
I 18 ud af de 57 vurderinger af nye lægemidler har Medicinrådet ifølge virksomhederne indsnævret patientpopulation sammenlignet med den ansøgte population, eller anbefalingen er blevet begrænset til én eller flere subpopulationer af patienter.
Samtidigt tyder resultaterne på, at vurderingen af patientpopulationerne til de samme lægemidler er mindre restriktiv i Sverige og England. I 19 ud af 44 vurderinger af lægemidler oplever virksomhederne, at anbefalingen i Sverige er mindre restriktiv. I England er det tal 25 ud af 48.
”Når vi sammenligner på tværs af lande, oplever virksomhederne, at Sverige og England er mindre restriktive i deres vurderinger af nye lægemidler til standardbehandling. Det betyder, at der i nogle tilfælde gives adgang til en større patientgruppe, end vi ser i Danmark. Det kan der naturligvis være flere forklaringer på. Der er selvfølgelig også eksempler på, at vi i Danmark giver adgang til en bredere patientgruppe, men det ændrer ikke ved det generelle billede af, at Danmark opleves mere restriktiv end Sverige og England,” siger Ida Sofie Jensen.
I Norge blev 26 ud af de 44 patientpopulationer anset for at være sammenlignelige med Medicinrådet, hvilket indikerer, at vurderingen af patientpopulationer til nye behandlinger kan være mere ens i Norge og Danmark.
