Sådan siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen, i en leder i Ugeskrift for Læger om Strukturkommissionens tre modeller til, hvordan strukturen i fremtidens sundhedsvæsen skal se ud.
Kommissionen fremlagde 11. juni en rapport på 660 sider, der blandt andet indeholder seks såkaldte tværgående anbefalinger og tre forslag til modeller for en fremtidig organisering, så sundhedsvæsenet er gearet til de kæmpe udfordringer, det står overfor: At stadig flere borgere får brug for pleje og behandling, og forventningerne til sundhedsvæsenet stiger, mens der på samme tid er stor mangel på især plejepersonale.
Regionerne skal nedlægges eller have ændret rolle. Behandlingen af fysiske og psykiske sygdomme sk
Høringsfristen udløb 6. august, og Lægeforeningen har sendt et samlet høringssvar sammen med Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger og Praktiserende Lægers Organisation.
Lægerne bruger i deres høringssvar ikke tid på at pege på, om model 1, 2 eller 3 er bedst - høringssvaret er koncentreret om de seks tværgående anbefalinger, som lægerne betegner som "solide og overvejende fornuftige", og som bør følges op på uanset valg af forvaltningsmodel. I lederen i Ugeskrift for Læger skriver Camilla Noelle Rathcke, at debatten indtil videre har "været en regulær magtkamp om, hvor grænserne mellem stat, regioner og kommuner skal trækkes. Trist."
Lægerne vil ikke pege på en favoritmodel, og Camilla Noelle Rathcke skriver senere i sin leder:
"For Lægeforeningen er det dog essentielt, at den kommende struktur kan sikre: 1) at patienterne ikke bliver kastebolde mellem forskellige indsatser og myndigheder, men oplever, at uanset hvor de bor, er der kvalitet og sammenhæng i behandling og forløb, 2) fortsat høj faglighed på sygehuse, som har resulteret i behandling af meget høj kvalitet og bedre overlevelse og 3) bred demokratisk forankring, så det fortsat er direkte folkevalgte politikere, der har ansvaret for de politiske prioriteringer."
Lægerne skriver i deres høringssvar, at der ikke alene er behov for strukturelle forandringer. Der er også behov for at allokere flere offentlige ressourcer til sundhedsvæsenet og behov for stærk prioritering og en meget mere ambitiøs tilgang til forebyggelse og styrket folkesundhed.
"Lægeforeningen havde håbet på et stærkere fokus på folkesundhed og forebyggelse i kommissionens arbejde. Særligt kommunernes arbejde med folkesundhed, sundhedsfremme og forebyggelse er helt central for at nedbringe behovet for sundhedsvæsenets ydelser og for generelt at skabe en sund arbejdsstyrke (...) Lægeforeningen vil kraftigt opfordre regeringen til, at den brede forebyggelsesindsats får et stærkt aftryk i et udspil til sundhedsreform, herunder at der tages håndfaste initiativer til at begrænse forbrug af tobak og alkohol og stilles stærkere krav til kommunernes implementering af Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker mv." hedder det blandt andet i høringssvaret.
Kommisioens 6 tværgående anfalinger
Kommissionen præsenterede seks tværgående anbefalinger, som er uafhængige af valget af forvaltningsmodel. De anbefalinger håber kommissionen på, at regeringen tager til sig, uanset hvad den ellers beslutter sig for.
1. Kapacitetsudvidelse og ændret organisering af det almenmedicinske tilbud. Kommissionen foreslår en betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud (dvs. praktiserende læger og almenmedicinske lægeklinikker) inden for rammerne af en ændret organisering. En større andel af de samlede sundhedsudgifter skal anvendes i det almenmedicinske tilbud, og det almenmedicinske tilbud skal udvikles til at kunne bestå af en kombination af alment praktiserende læger og øvrige klinikformer, blandt andet klinikker med ansatte læger. Hvad de praktiserende læger skal tilbyde skal fastsættes af nationale myndigheder og faglige selskaber og ikke være en del af økonomiforhandlinger mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Klinikker med mange raske patienter skal have flere patienter – og klinikker med mange sårbare og syge patienter skal have færre. De diffentierede patienttal og honorarer skal fastlægges på baggrund af en national model, som estimerer behandlingsbehovet for patienterne i den enkelte klinik.
2. Ny organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet. Der skal udarbejdes én styrende og forpligtende strategi for digitalisering og data, som dækker hele sundhedsvæsenet. Mandatet til udarbejdelsen af strategien ligger i staten, men det skal ske i tæt samarbejde med relevante aktører. Der skal etableres en fælles, national service- og leveranceorganisation (Digital Sundhed Danmark) for hele sundhedsvæsenet. Organisationen får ansvar for fælles digitale løsninger, som er rettet mod borgerne og den sundhedsfaglige opgavevaretagelse og for en fælles digital infrastruktur på tværs af sundhedsvæsenet. Organisationen skal samtidig understøtte innovation og samle drift af større IT-fagsystemer, bl.a. elektroniske patientjournal- og omsorgsjournalsystemer (EPJ- og EOJ-systemer), og digital understøttelse af det primære sundhedsvæsen.
3. Tilpasset ressourcefordeling. En national sundhedsplan skal sætte en strategisk retning for tiltag, der sikrer tilpasning af ressourcefordelingen mellem både det primære og sekundære sundhedsvæsen og geografisk på tværs af landet. Forslaget indebærer en styrket prioritering af det primære sundhedsvæsen, som ledsages af en tilsvarende reduceret vækst for sygehusene. Sygehusene skal samtidig have en stærkere rolle i at understøtte udviklingen af det primære sundhedsvæsen. Forslaget indebærer også en incitamentsmodel i form af et vækstloft for sygehuslæger indenfor udvalgte geografiske områder og eventuelt specialer, som skal understøtte, at flere læger søger mod sygehuse udenfor de store byer.
4. Ændringer af organiseringen og samarbejdet på psykiatriområdet. Psykiatrien skal integreres organisatorisk i det samlede sygehusvæsen. Formålet er at sikre bedre sammenhæng for patienter med psykiske lidelser, styrke muligheden for at somatiske lidelser opdages og behandles mere effektivt hos mennesker med psykiske lidelser, sikre nemmere adgang til psykiatriske kompetencer for somatiske patienter og bidrage til et styrket ledelsesmæssigt fokus og tættere samarbejde mellem psykiatrien og somatikken om forskning, kvalitetsudvikling og kompetenceopbygning. Forslaget involverer krav om fasttilknyttede læger på botilbud, nationale kvalitetsstandarder for den sundhedsfaglige indsats i socialpsykiatrien og overvejelser om tværsektorielle samarbejdsfora på psykiatriområdet.
5. Tilpasning af de organisatoriske rammer for de praktiserende speciallæger. Planlægning af det praktiserende speciallægetilbud skal ske indenfor en styrket national ramme, som understøtter en ændret geografisk fordeling og effektiv brug af speciallægetilbuddet i det samlede sundhedsvæsen.
6. Implementering. På baggrund af de politiske beslutninger om den fremtidige struktur for sundhedsområdet oprettes et reformsekretariat under indenrigs- og sundhedsministeren, som med afsæt i en national implementeringsplan følger implementeringen af de enkelte initiativer og understøtter den decentrale implementering.
Sundhedsstrukturkommissionens tre strukturmodeller:
Model 1 – regionalt enhedssundhedsvæsen med sundheds- og omsorgsregioner
I forvaltningsmodel 1 nedlægges de nuværende regioner, og der etableres et nyt forvaltningsled i form af 8-10 sundheds-og omsorgsregioner. Hver sundheds-og omsorgsregion ledes af 21-25 direkte valgte politikere.
De nye sundheds- og omsorgsregioner får det samlede ansvar for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Det er også tanken, at de skal overtage langt størstedelen af kommunernes opgaver på ældreområdet.
Sundhedsstrukturkommissionen har i forhold til model 1 overvejet en variant (model 1a), hvor medlemmerne af regionsrådene ikke vælges ved direkte valg, men i stedet udpeges af kommunalbestyrelserne.
Model 2 - statsligt enhedssundhedsvæsen
I model 2 nationaliseres hele sundhedsvæsenet og en del af ældreområdet under én myndighed, med sundhedsministeren som den øverste politisk ansvarlige. Den daglige drift varetages af 8-10 decentrale, administrative enheder med en decentral bestyrelse for hver enhed.
Regionerne nedlægges, og staten overtager myndigheds-og driftsansvaret for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Derudover får staten ansvaret for en række opgaver på sundheds-og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne.
Model 2 kaldes også populært "Løkke-modellen", da modellerne ligner Moderaternes bud en ny sundhedsstruktur.
Model 3 - sundhedsregioner
I den tredje model har regionerne fortsat ansvaret for sygehuse og praksissektoren, og kommunerne har fortsat ansvaret for deres nuværende opgaver på sundheds-og ældreområdet.
Der bliver 3-5 regioner og en mindre opgaveflytning fra kommuner til regioner.
Modellen indebærer blandt andet, at en del af regionernes økonomi målrettes indsatser i det primære sundhedsvæsen. Modellen indeholder også et forslag, der skal styrke kommunernes incitament til at prioritere effektive forebyggelses- og plejeindsatser til gavn for borgerne.
Herudover indeholder modellen forslag om styrkede statslige krav til den kommunale opgavevaretagelse på sundhedsområdet. Desuden indebærer modellen en grundlæggende forandring af de nuværende sundhedsklynger og forslag til ændringer af regionernes politiske styreform med bl.a. oprettelse af geografisk forankrede nærudvalg.
