Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Victor Ambros (til venstre) og Gary Ruvkun. Tegning: The Nobel Prize

Opdagelse af mikroRNA belønnes med Nobelprisen i medicin 2024

Skrevet af Redaktionen den . Skrevet i Sundhedspolitik.

To amerikanske forskere, Victor Ambros og Gary Ruvkun, har i år modtaget Nobelprisen i medicin for deres banebrydende opdagelse af mikroRNA. Disse små molekyler spiller en vigtig rolle i, hvordan kroppens celler styrer deres gener, som er afgørende for, hvordan celler udvikler sig og fungerer. Opdagelsen kan have stor betydning for fremtidig behandling af sygdomme som kræft og diabetes.

Nobelprisen, som uddeles af Nobelforsamlingen ved Karolinska Instituttet i Stockholm, kommer med en pengepræmie på 11 millioner svenske kroner, svarende til omkring 7,2 millioner danske kroner.

MikroRNA er små RNA-molekyler, der ikke koder for proteiner, men som i stedet hjælper med at styre, hvilke gener der bliver "tændt" eller "slukket" i kroppens celler. Alle kroppens celler indeholder det samme genetiske materiale, men det er ikke alle gener, der skal være aktive på samme tid. For eksempel har en muskelcelle brug for at aktivere andre gener end en nervecelle for at kunne fungere korrekt.

Her kommer mikroRNA ind i billedet. Det fungerer som en form for "kontrolmekanisme", der sørger for, at de rigtige gener er aktive i de rigtige celler og på de rigtige tidspunkter. Hvis kontrollen svigter, kan det føre til alvorlige sygdomme, da celler begynder at opføre sig unormalt.

Ambros og Ruvkun har begge en baggrund inden for molekylærbiologi og genetik. Victor Ambros er professor i naturvidenskab, og Gary Ruvkun er professor i genetik. De begyndte deres forskning i 1980'erne ved at studere en lille orm ved navn Caenorhabditis elegans (C. elegans). På trods af sin beskedne størrelse viste ormen sig at være et ideelt modelorganisme, fordi den deler mange celletyper med større dyr og mennesker.

De to forskere opdagede, at nogle gener, som de studerede, blev reguleret af små RNA-molekyler, der senere blev kaldt mikroRNA. Det var overraskende, da forskere indtil da troede, at genregulering kun blev styret af proteiner. Ambros og Ruvkun opdagede, at mikroRNA kunne binde sig til mRNA (et budbringer-molekyle, der bærer genetisk information), og på den måde forhindre, at genet blev brugt til at producere protein.

Hvorfor er opdagelsen vigtig?

MikroRNA spiller en afgørende rolle i, hvordan gener styres i alle flercellede organismer, herunder mennesker. Hvis genregulering ikke fungerer, som den skal, kan det føre til, at celler vokser ukontrolleret eller opfører sig forkert. Dette kan føre til sygdomme som kræft, diabetes og autoimmune sygdomme.

I dag ved vi, at der findes mere end 1000 mikroRNA'er i menneskekroppen, og de spiller en nøglerolle i, hvordan vores celler udvikler sig og fungerer.

Perspektiver for fremtidig forskning

Ambros og Ruvkuns opdagelse har åbnet nye døre for medicinsk forskning. Fordi mikroRNA kan spille en rolle i at forhindre sygdomme, som kræft, forskes der nu i at bruge mikroRNA som mål for nye behandlinger. Derudover kan mikroRNA også bruges til tidlig diagnostik af sygdomme, fordi de cirkulerer i blodet og kan måles. Det giver håb om, at de kan bruges til at opdage sygdomme, før symptomerne viser sig.

MikroRNA kan også hjælpe med at udvikle mere præcise behandlinger, der retter sig mod specifikke gener, som er involveret i sygdomme. Det kan føre til udviklingen af målrettet medicin, der er mere effektiv og har færre bivirkninger.

 

 

 

Om prismodtagerne

Victor Ambros blev født i 1953 i New Hampshire, USA. Han fik sin ph.d. fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i 1979, hvor han også gennemførte sin postdoc-forskning. Efter at have arbejdet som forsker ved Harvard University, blev han professor ved Dartmouth Medical School. I dag arbejder han som Silverman Professor of Natural Science ved University of Massachusetts Medical School i Worcester, Massachusetts.

Gary Ruvkun, født i 1952 i Californien, USA, fik sin ph.d. fra Harvard University i 1982. Han fortsatte sin forskning som postdoc ved Massachusetts Institute of Technology. I dag arbejder han som professor i genetik ved Massachusetts General Hospital og Harvard Medical School.