Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedsstyrelsens svar til Danske Regioner: Økonomien er tænkt med i vores anbefalinger til Kræftplan V

Danske Regioner efterlyser økonomi til at løfte Sundhedsstyrelsens nye 11 faglige anbefalinger til en Kræftplan V. Styrelsens direktør Jonas Egebart forsikrer regionerne om, at styrelsens anbefalinger er lavet ud fra den politisk satte ramme på 600 millioner kroner. 

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til en ny kræftplan er ambitiøse og rækker vidt omkring, mener styrelsen selv. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) kaldte da også på pressemødet Kræftpakke V for den største kræftpakke til dato. Det gælder både økonomi og omfang. På 11 punkter kommer styrelsen omkring alt lige fra individuelle tilrettelagte kræftpakkeforløb, senfølger og rehabilitering til implementering af ny og innovativ teknologi herunder kunstig intelligens, som skal hjælpe med at løfte dansk kræftbehandling og opsporing samt livet med og efter kræftsygdom. 

25 år med kræftplaner

2000: Første kræftplan styrkede kapaciteten inden for stråle-, medicinsk og kirurgisk behandling.

2005: Anden kræftplan forbedrede organiseringen af patientforløb og lagde grunden til pakkeforløb for kræft. Der var også fokus på tobaksforebyggelse og kræftkirurgi. 

2010: Tredje kræftplan styrkede tidlig opsporing, rehabilitering og palliation. Pakkeforløb blev revideret, og opfølgningsprogrammer blev introduceret.

2016: Fjerde kræftplan, også kaldet ‘Patienternes Kræftplan’, fokuserede på forebyggelse, bedre behandling og mere inddragelse af patienter.

2025: Femte kræftplan omfatter bl.a. en revision af kræftpakkeforløbene, så de i fremtiden i højere grad tager højde for den enkelte patients livssituation og ønsker.

Da styrelsen udsendte deres anbefalinger til den nye kræftpakke, fulgte Danske Regioner med det samme op med en pressemeddelelse, hvori de blandt andet understreger, at anbefalingerne kræver, at der følger økonomi med, hvis regionerne skal have mulighed for at efterleve de store ambitioner.

Medicinske Tidsskrifter: Har I tænkt over, om det overhovedet er økonomisk realistisk for regionerne at efterleve jeres anbefalinger?

Jonas Egebart: ”Vi overlader den samlede forhandling af økonomien til politikerne og regeringen. Men vi har i vores faglige oplæg orienteret os efter den økonomiske ramme på de 600 millioner kroner, der er blevet udmeldt fra politisk side.”

Vil det sige, at det er jeres vurdering, at regionerne vil kunne efterleve jeres anbefalinger indenfor den økonomiske ramme, der er sat?

”Vi har taget udgangspunkt i, at vores faglige oplæg kan rummes inden for den samlede pulje. Men det er klart, at justeringen af, hvordan man vil vægte de enkelte anbefalinger, lægger vi op til regeringen og til en politisk aftale.” 

Kræftplan V forventes at blive præsenteret i løbet af foråret 2025.

 

Relaterede artikler

 

 

 

 

 


Anbefalinger fra det faglige oplæg til Kræftplan V

Kræftplan V tager udgangspunkt i tre temaer:

  1. Individualisering og differentiering af indsatser gennem patientforløbene.
  2. Tilrettelæggelse af indsatser i forløbene.
  3. Udvikling af kvalitet i indsatserne.

De konkrete anbefalinger:

  1. Opdatering af pakkeforløb:
    Sundhedsstyrelsen opdaterer pakkeforløb for kræft for at sikre veltilrettelagte forløb med hurtig udredning, behandling og opfølgning. Inddragelse af faglige miljøer, patientrepræsentanter og relevante myndigheder prioriteres.

  2. Patienternes præferencer og fælles beslutningstagning:
    Der indføres systematisk praksis for at afklare patienters situation, ønsker og præferencer som grundlag for beslutningstagning om behandlingsmål og forløb.

  3. Tydeliggørelse af ansvar i almen praksis:
    Almen praksis' ansvar og opgaver præciseres, herunder tidlig opsporing, henvisning og støtte til patienter under og efter behandling.

  4. Analyse af screeningsprogrammer:
    Sundhedsstyrelsen analyserer og beskriver screeningsprogrammer med henblik på mere risikobaseret screening.

  5. Udvikling af rettidig diagnostik:
    Der arbejdes med øget risikostratificering og beslutningsstøtte i almen praksis og diagnostiske centre for at styrke rettidig diagnostik.

  6. Integreret rehabilitering:
    Rehabilitering indarbejdes som en integreret del af kræftforløb og tilbydes ensartet på tværs af landet for at forbedre borgernes funktionsevne og livskvalitet.

  7. Indsats mod senfølger:
    Indsatser for at forebygge og behandle senfølger vurderes og implementeres ensartet med høj kvalitet.

  8. Palliative indsatser:
    Palliative tilbud integreres i patientforløbene, så mennesker med livstruende sygdom oplever lindring og en værdig afslutning på livet.

  9. Forskning og dataanvendelse:
    Forskning og brug af sundhedsdata understøtter effektive og differentierede indsatser af høj kvalitet på tværs af sundhedsvæsenet.

  10. Udbredelse af sundhedsteknologi:
    Modne teknologier, herunder AI, udbredes og anvendes til at forbedre kræftområdet gennem innovation og udvikling.

  11. Sikring af kapacitet:
    Der sikres tilstrækkelig kapacitet til udredning og behandling for at håndtere det stigende antal kræftpatienter.

kræftplan 5