Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Det tyder på, at de tidligst opdagede tilbagefald ofte spreder sig så hurtigt, at der er kun et meget lille vindue til effektiv behandling,” siger Claus Lindberg Andersen.

Tidligt tilbagefald ved tarmkræft kobles til markant overdødelighed

Et nyt studie peger på, at patienter med særlig høj risiko for tilbagefald kan have gavn af en mere målrettet indsats. Det kan blandt andet være behandling før operationen og hyppigere kontrol efter behandlingen.

Patienter med tarmkræft er på mange måder bedre stillet i dag end for 20 år siden. Bedre undersøgelser, tidligere diagnose og mere effektiv behandling betyder, at flere overlever sygdommen, og at færre får tilbagefald.

Men indsatsen mod kolorektal cancer har en akilleshæl:

Prognoserne er stadig meget ringe for patienter, der får konstateret tilbagefald inden for et år efter den primære kirurgiske behandling.

Over halvdelen af dem dør, inden der er gået fem år, viser et nyt studie, som dokumenterer, at tidlige tilbagefald er langt sværere at behandle, end dem der bliver opdaget senere.

”Vi finder en korrelation mellem tidlige tilbagefald og overdødelighed. Det tyder på, at canceren ved tidligt recidiv er særligt aggressiv, men vi kender endnu ikke mekanismerne,” siger studiets leder Claus Lindberg Andersen, der er professor i molekylær medicin på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin.  

Over halvdelen med tidligt tilbagefald døde

I studiet, der er publiceret i International Journal of Cancer, har forskerne undersøgt, hvordan det er gået cirka 34.000 patienter, der fik kurativ kirurgi for tyk- og endetarmscancer på et dansk sygehus i perioden 2004-2019.

Andelen af patienter, der fik tilbagefald, er halveret i perioden, viser studiet: I alt fik 7.000 patienter konstateret tilbagefald i opfølgende scanning.

Blandt patienterne med tilbagefald var der en sammenhæng mellem opsporingstidspunktet og prognosen: Jo tidligere tilbagefaldet blev opdaget, desto dårligere var prognosen.

  • Patienter, hvis tilbagefald blev opdaget efter ét år, havde 36 procent højere dødelighed sammenlignet med patienter, hvor det blev opdaget efter tre år.
  • Når tilbagefaldet blev opdaget efter fem år, havde patienterne til gengæld 33 procent lavere dødelighed end patienter med tilbagefald efter tre år.
  • Over halvdelen – 57 procent – af patienterne med tidligt tilbagefald et år efter operation døde inden for fem år efter, at tilbagefaldet blev opdaget.

Behov for hurtigere opsporing

Resultatet er et tegn på, at de tumorer, der bliver fundet først i opfølgende scanninger efter primærbehandlingen, vokser hurtigere og er mere aggressive, end dem der først bliver opdaget senere, mener Claus Lindberg Andersen.

”Det tyder på, at de tidligst opdagede tilbagefald ofte spreder sig så hurtigt, at der er kun et meget lille vindue til effektiv behandling,” siger han.

Ismail Gögenur, der er leder af Kirurgisk Forskningsenhed på Sjællands Universitetshospital, har læst det nye studie. Han er ikke overrasket over, at forskerne finder en sammenhæng mellem tidlige tilbagefald og overdødelighed.

”Vi ved fra klinikken, at kræftcellerne ved tidligt recidiv (tilbagefald, red.) ofte spreder sig meget hurtigt,” siger han.

Claus Lindberg Andersen og Ismail Gögenur peger på to muligheder for at forbedre overlevelsen blandt patienter, der får et tidligt tilbagefald.

Den ene er at give patienter med høj risiko for tilbagefald kemoterapi eller immunterapi, inden de bliver opereret for tarmkræft. Immunterapi hjælper immunforsvaret med at genkende og angribe kræftcellerne.

Valget af behandling kan blandt andet afhænge af, om kræftknuden er dMMR eller pMMR. Ved dMMR fungerer kræftcellernes system til at reparere fejl i arvematerialet ikke ordentligt. Ved pMMR fungerer reparationssystemet normalt. Forskellen kan have betydning for, hvilken behandling patienten forventes at have størst gavn af.

Den anden mulighed er at opdage tilbagefaldet tidligere. Det kan øge sandsynligheden for, at patienten kommer i behandling, mens kræften stadig kan fjernes ved en operation.

Behandling er svær, uanset opsporingstidspunkt

Ismail Gögenur tror på, at patienter i højrisikogruppen har mest gavn af at få kortvarig kemo- eller immunterapi, før de bliver opererede, fordi det kan forebygge tilbagefald.

”Vores erfaring er, at tidlige recidiver i mange tilfælde er så aggressive, at det er svært at gøre noget, uanset hvornår de bliver opdaget. Men meget tyder på, at der er et vindue før kirurgien, som vi ikke udnytter godt nok i øjeblikket,” siger han.

Ismail Gögenur henviser til kliniske erfaringer og enkelte forsøg, der indikerer, at forebyggende behandling er en fordel for tarmkræftpatienter med dMMR og pMMR-cancer.

Et engelsk lodtrækningsforsøg finder for eksempel bedre sygdomsfri overlevelse blandt patienter med pMMR-cancer, der får kemoterapi inden operation, end patienter der kun får kirurgi.

Tilsvarende har Ismail Gögenur og kolleger lavet et studie med fokus på dMMR coloncancer, som viser, at en enkelt dosis immunterapi kan fjerne canceren hos op mod halvdelen af patienterne. Resultaterne er for nylig udgivet i Journal of Clinical Oncology

Det ene udelukker ikke det andet

Claus Lindberg Andersen peger også på forebyggende behandling som en mulighed. Men han mener samtidig, at en bedre kontrol efter behandlingen kan gøre det muligt at opdage tilbagefald tidligere end i dag.

Professoren har stået i spidsen for flere danske studier, som tyder på, at man kan finde såkaldt cirkulerende tumor-DNA, ctDNA, i blodet mange måneder – og i nogle tilfælde flere år – før et tilbagefald kan ses på en scanning. ctDNA er små stykker arvemateriale, som kræftceller frigiver til blodet.

Han og hans kolleger undersøger nu i et forsøg, hvor patienterne ved lodtrækning fordeles i forskellige grupper, om regelmæssige blodprøver kan afsløre tilbagefald tidligere end det nuværende kontrolprogram. Forsøget omfatter patienter, der er blevet behandlet for kræft i tyk- eller endetarmen.

Resultaterne af forsøget, IMPROVE-IT2, udkommer senere i 2026.

”Hvis blodprøver virker, er det oplagt at bruge dem til at forbedre opsporing af recidiver. Det er en simpel og relativt billig metode,” foreslår Claus Lindberg Andersen.

Ismail Gögenur ser positivt på forskningen i ctDNA. Han vurderer, at metoden sandsynligvis vil blive en del af den almindelige behandling og opfølgning inden for få år.

”Men det giver os en udfordring, for selvom vi fanger tilbagefald hurtigere, betyder det ikke nødvendigvis, at vi kan gøre noget ved det,” siger han.  

Han nævner et stort internationalt lodtrækningsstudie, DYNAMIC III, som ikke fandt bedre overlevelse hos patienter, der fik kemoterapi, efter at der var påvist tilbagefald ved hjælp af ctDNA.

 

Artiklen er en omskrevet version af artiklen Tidlig recidiv ved tarmkræft kobles til markant overdødelighed på Gastroenterologisk Tidsskrift

 

 

topartikel