Nu må hovedstadens årelange tradition med lukkethed stoppe
Kommentar

Finn Rudaizky (DF)
Medlem af Region Hovedstaden
Sundhedsudvalget
DEBAT: Finn Rudaizky (DF) har ført sig bag lyset under implementeringen af Sundhedsplatformen og har mistet al tillid til ledelsen af regionen. Og det vil han have lov til at diskutere offentligt. "Der skal sættes en kraftig stopper for årelang tradition om lukkethed i Region Hovedstaden," skriver han i dette debatindlæg.
Jeg tror slet ikke, at Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (Soc.) har mod og vilje til at drage de nødvendige konsekvenser af Rigsrevisionens 36 siders kritik af Region Hovedstadens håndtering af Sundhedsplatformen. Der er kø ved håndvasken. Senest har Sophie Hæstorp til Radio24Syv udtalt, at hun “kun er politiker”.
Statsrevisorerne har afleveret en hård kritik af forløbet omkring udrulningen af it-systemet Sundhedsplatformen på Region Hovedstadens hospitaler, men den ellers ofte seriøse politiker Leila Linden (Soc.) forsøger desværre at lægge låg på debatten. Leila Linden og socialdemokraterne vil ikke “diskutere medarbejdere og ledere i pressen”, men vil hellere gøre det på et lukket møde på torsdag.
Uafhængigt af hinanden har Karin Friis Bach (Rad.), Niels Høiby (LA) og jeg tilkendegivet, at sammensætningen af direktionen skal ændres. Desuden har den konservative formand for Sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt, udtalt, at “jeg er ikke typen, der ser igennem fingre med en så hård kritik”.
Forsøget på at lukke den offentlige debat om den største milliard-investering i regionernes historie overrasker mig ikke. Det var også socialdemokraternes tidligere regionsformand Vibeke Storm Rasmussen og regionsdirektør Hjalte Aaberg, som sørgede for, at der blev lukket af for offentlig debat, da man vedtog køb og investering i Sundhedsplatformen. Det var tilsyneladende bedst at tromle Sundhedsplatformen igennem uden nogen høringsproces.
Da vi i DF advarede med konkrete betænkeligheder ved it-systemet, der er udviklet af amerikanske Epic, afviste Leila Linden og det øvrige regionsråd at undersøge tingene yderligere.
