Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”De nye tal bekræfter det håb, som der har været på området. Så det er positivt, hvad det her abstract viser. Min optimisme for personaliserede kræftvacciner er intakt,” siger Marco Donia.

Kræftvaccine halverer næsten risikoen for tilbagefald eller død ved modermærkekræft

En vaccine, der skræddersys til den enkelte patient, reducerede risikoen for tilbagefald eller død med 42 procent efter operation for modermærkekræft. Resultatet styrker håbet om personlige kræftvacciner.

En ny kræftvaccine har vist lovende resultater i et stort forsøg med patienter, som er opereret for modermærkekræft og har høj risiko for, at sygdommen vender tilbage. Vaccinen skal lære immunforsvaret at genkende netop den enkelte patients kræftceller, så det bedre kan bekæmpe dem.

Vaccinen hedder intismeran autogene og blev givet sammen med Keytruda, også kaldet pembrolizumab. Keytruda er immunterapi, som hjælper kroppens immunforsvar med at bekæmpe kræft. Behandlingen blev givet efter operation for at mindske risikoen for tilbagefald.

Efter to år var 82,2 procent af dem, der fik vaccinen sammen med Keytruda, i live uden tilbagefald. Blandt dem, der fik Keytruda uden vaccinen, gjaldt det 70 procent. Det er en forskel på 12,2 procentpoint.

Forskerne beregnede, at risikoen for tilbagefald eller død samlet set var 42 procent lavere med vaccinen i den periode, patienterne blev fulgt. Fordelen sås på tværs af de forskellige patientgrupper, som forskerne undersøgte.

Resultaterne fra forsøget INTerpath-001 blev i weekenden præsenteret på den europæiske kræftkongres ESMO 2026 i Madrid. De havde været ventet med stor spænding, fordi et tidligere, mindre forsøg havde vist lovende resultater. Inden præsentationen var de nye resultater blevet lækket på sociale medier.

Marco Donia er overlæge på Herlev og Gentofte Hospital og professor i immuno-onkologi på Københavns Universitet, hvor han forsker i at bruge immunforsvaret mod kræft. Han har tidligere over for Onkologisk Tidsskrift udtrykt optimisme om personlige kræftvacciner. De nye resultater giver ham grund til at holde fast i den.

”De nye tal bekræfter det håb, som der har været på området. Så det er positivt, hvad det her abstract viser. Min optimisme for personaliserede kræftvacciner er intakt,” siger Marco Donia.

Han var selv til stede under præsentationen i Madrid og fortæller, at resultaterne blev modtaget med begejstring fra publikum.

Vaccinen lærer immunforsvaret at genkende kræften

Det særlige ved vaccinen er, at den fremstilles til hver enkelt patient. Først undersøges arvematerialet i en prøve fra patientens kræftsvulst. På den måde finder man særlige kendetegn ved kræftcellerne, som immunforsvaret kan lære at genkende.

Vaccinen bygger på mRNA, som fungerer som en opskrift, kroppens celler kan læse. Opskriften får cellerne til at fremstille op til 34 af de udvalgte kendetegn fra patientens kræft. Formålet er at lære nogle af immunforsvarets celler, de såkaldte T-celler, at genkende og angribe kræftceller med disse kendetegn.

Forsøget omfattede 1.137 voksne, som havde fået kræften fjernet ved operation. Patienterne havde modermærkekræft i forskellige stadier, fra IIB til IV, som beskriver, hvor udbredt sygdommen havde været.

Ved lodtrækning fik cirka to tredjedele Keytruda sammen med vaccinen. Den sidste tredjedel fik Keytruda sammen med placebo, en indsprøjtning uden aktiv vaccine. Hverken patienterne eller de behandlende læger vidste, hvem der fik vaccinen.

Keytruda blev givet hver sjette uge i ni behandlinger, mens vaccinen eller placebo blev givet i ni doser med tre ugers mellemrum.

Endnu uvist, om patienterne lever længere

Selv om flere patienter var i live uden tilbagefald, har forskerne endnu ikke vist, at vaccinen samlet set forlænger livet. Patienterne skal følges i længere tid, før man kan afgøre, om færre tilbagefald også betyder, at de lever længere.

Marco Donia understreger, at forsøgets vigtigste mål var, hvor længe patienterne levede uden tilbagefald. Det giver vigtig viden om behandlingen, men kan ikke i sig selv fortælle, om patienterne lever længere i alt.

”Vi kender stadig ikke til den samlede overlevelse eller til patienternes livskvalitet,” siger professoren.

Han peger samtidig på, at der også mangler afklaring af, om Keytruda alene forlænger livet, når det gives efter operation til denne patientgruppe.

Medicinrådet vil i 2027 igen se på overlevelsesdata for Keytruda efter operation. Indtil da anbefaler rådet behandlingen til patienter med modermærkekræft i stadium III, hvor sygdommen har spredt sig til lymfeknuderne, og al kræften er fjernet ved operation.

Det nye forsøg omfattede patienter i flere stadier af sygdommen. Derfor svarer behandlingen i sammenligningsgruppen ikke helt til den måde, Keytruda bruges på efter operation i Danmark.

Mindre risiko for spredning til andre dele af kroppen

Forskerne undersøgte også, om kræften spredte sig til andre dele af kroppen, såkaldte fjernmetastaser. Også her var resultaterne bedre med vaccinen.

Efter to år var 88,5 procent af patienterne, som fik vaccinen og Keytruda, i live uden fjernmetastaser. Det samme gjaldt 80,2 procent af dem, der fik Keytruda uden vaccinen.

På tidspunktet for opgørelsen var halvdelen af patienterne blevet fulgt i mindst 24,6 måneder og halvdelen i kortere tid.

Flere fik feber, træthed og smerter

Vaccinen gav også flere gener. Feber forekom hos 52,2 procent af patienterne, der fik vaccinen, mod 8,2 procent i gruppen uden vaccine. Smerter dér, hvor indsprøjtningen blev givet, blev rapporteret hos 51 procent mod 9,5 procent. Træthed forekom hos henholdsvis 38,5 og 29,7 procent.

Svære helbredsproblemer blev registreret hos 23,6 procent med vaccinen og 20,3 procent uden. Den opgørelse omfatter alle årsager og dermed også problemer, som ikke nødvendigvis skyldtes behandlingen.

”Der er forventeligt nok lidt flere bivirkninger end ved pembrolizumab alene, men det er stadig et bivirkningsbillede, der er fuldstændig acceptabelt,” vurderer Marco Donia.

I alt stoppede 6,5 procent i vaccinegruppen begge behandlinger på grund af en uønsket helbredshændelse. I gruppen, der fik Keytruda og placebo, var det 5,3 procent.

Personlige vacciner kræver nye arbejdsgange

Hvis vaccinen skal bruges på danske kræftafdelinger, kræver det mere end at indføre endnu et lægemiddel. Hver vaccine skal fremstilles ud fra den enkelte patients kræft, og det stiller nye krav til håndteringen af vævsprøver og oplysninger om patientens sygdom.

”Det er ikke noget, som vi kender til i forvejen. Meget af det, der går på håndtering af materialet og data ligger hos virksomhederne, der skal skræddersy vaccinerne. Det vil kræve forsendelser af materiale til et helt andet sted i verden og nye arbejdsgange for et dansk hospital,” siger Marco Donia.

Undersøges også mod andre kræftformer

Selv om resultaterne blev modtaget positivt blandt kræftlæger, faldt medicinalvirksomheden Modernas aktie med knap 18 procent, da tallene blev lækket før præsentationen.

Analytikere har blandt andet peget på, at forventningerne var så høje, at resultaterne ifølge nogle kun lige levede op til dem. Samtidig er det usikkert, hvor godt vaccinen vil virke mod andre kræftformer.

Marco Donia ønsker ikke at kommentere aktiekurser. Men han ser muligheder i at undersøge teknologien bredere. Ifølge ham er der omkring syv andre forsøg i gang med en lignende vaccine mod blandt andet lunge-, blære- og nyrekræft.

Han forklarer, at kræftformer med mange genfejl som følge af eksempelvis sollys eller rygning typisk er lettere at påvirke gennem immunforsvaret. De mange forandringer kan give immunforsvaret flere kendetegn at genkende kræften på.

Den viden stammer dog fra de former for immunterapi, lægerne allerede bruger. Om de personlige kræftvacciner får samme muligheder, ved forskerne endnu for lidt om, understreger han.

 

Artiklen er en omskrevet version af artiklen Kræftvaccine halverer næsten risikoen for tilbagefald eller død ved melanom på Onkologisk Tidsskrift

topartikel, ESMO26