Hvem er psykiatriens stedmor, og hvem bliver redningsmand?
Debat

Af Mikkel Rasmussen
Speciallæge i psykiatri
Regionsrådsmedlem i Region Midtjylland
Formand for Psykiatri-Listen (P)
DEBAT: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby beskylder regioner for at behandle psykiatrien stedmoderligt. Men hvem er stedmoderen her? skriver Mikkel Rasmussen, psykiater og medlem af det midtjyske regionsråd for Psykiatri-listen.
Det er ikke nyt, at psykiatrien er presset i bund, og at der både mangler hænder og sengepladser. Regeringen har anerkendt, at det er et stort problem, men den ambitiøse plan for at rette op på fortidens synder udebliver alligevel.
Først bebudede regeringen i deres psykiatriudspil, at der kommer ekstra intensive senge til psykiatrien, så fremgik det efterfølgende, at der blot var tale om en opgradering af eksisterende senge i psykiatrien, og senest forlyder det så, at der alligevel er tale om ekstra intensive senge. Ja, forvirringen er total. Det, der dog står klart, er, at de 60 mio. kr., som der fra 2021 er afsat til nye intensive sengepladser, lyder flot, hvis man ikke ved, hvad det konkret betyder.
Hvis vi går ud fra, at der faktisk er tale om nye senge, så bliver pengene omsat til, hvad der svarer til seks ekstra sengepladser i psykiatrien i hver region.
Det er så, hvad sundhedsreformen gør for psykiatrien!
Fra 2014 til 2017 blev der imidlertid nedlagt 67 sengepladser. I samme periode er antallet af patienter i sygehuspsykiatrien vokset markant år for år.
