Du har nu reelt to muligheder, Anders Kühnau
Debat

Ulrich Fredberg
Læge, professor,
medlem af regionsrådet (V)
i Region Midtjylland
DEBAT. Formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau, har nu reelt to muligheder i Silkeborgsagen, skriver den fyrede ledende overlæge fra Diagnostisk Center i Silkeborg, Ulrich Fredberg, i dette debatindlæg.
Du er nået til breaking point, Anders Kühnau.
Regionshospitalet og de praktiserende læger i Silkeborg har de seneste fire år i et unikt samarbejde - ved at tilbyde de praktiserende læger at udskifte røntgen af lungerne med den langt bedre lavdosis CT-skanning - skabt de bedste resultater for lungekræftudredning i landet. Tidligere koncerndirektør i Region Midtjylland og mangeårig direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, beskriver det som »Det største fremskridt for lungekræftpatienter i mange, mange år« (P4Øst d. 17.6.20).
Alligevel opfattede du, Anders Kühnau, din direktion og hospitalsledelsen i Viborg/Silkeborg resultaterne som en »brist i patientsikkerheden«.
Begrundelsen findes kun i ét enkelt brevsvar fra Sundhedsstyrelsens til koncerndirektør Ole Thomsen den 28. februar 2020, hvor han i strid med Sundhedsstyrelsens officielle Lungekræftpakke tolker det, som mistanken ikke kan gradbøjes. Derfor vil I have alle med »mindste mistanke« i den fulde lungekræftpakke. Dette gælder også patienter med banale hverdagssymptomer som skuldersmerter, åndenød, hoste og inkl. alle rygere, der henvender sig til deres læge.
Protesterne væltede ind, da alle ved, at hver eneste praktiserende læge mange gange dagligt må gradbøje mistanken. Sundhedsstyrelse fastslog endda godt to måneder tidligere den 19. december 2019 i åbenlys strid med jeres fortolkning: ».. om der er mistanke om kræft vil altid bero på et skøn, og der vil være tale om forskellige grader af mistanke. «

