Ledelser bør træde i karakter og støtte covid-medarbejdere
Debat

Torben Ishøy,
pensioneret overlæge
DEBAT. Landets sygehusledelser og tillidsrepræsentanter bør træde i karakter, løfte deres opgave og i fællesskab støtte den hårdt pressede medarbejderstab med rettidig omhu, mener Torben Ishøy, pensioneret overlæge.
Det er velkendt, at mange medarbejdere på afdelinger landet over, der behandler covid-19 patienter med nærmest behandlingsresistent vejrtrækningsbesvær, har en usædvanlig krævende hverdag. Det er ligeledes dokumenteret fra den tidligere SARS-epidemi i 2002-2003, at det mentale helbred hos sundhedspersonalet bliver påvirket i negativ retning af de hårde arbejdsbetingelser.
Og ikke sjældent må en sygeplejerske eller læge gå hjem fra arbejdet med frustration og følelsen af afmagt som følge af patienters kritiske tilstand og virkelighedens logistik og kapacitet. Bortset fra den oplagte smitterisiko for personalet på covid-19 afdelingerne er der psykiske og fysiske faktorer, som bør vurderes nøjere. Sygeplejersker og læger beordres væk fra deres faste afdelinger og tvinges ind i covid-19 beredskabet. En afdeling i Region Hovedstaden har oplevet opsigelser og sygemeldinger og er indtil videre sat på stand-by pga. personalemangel.
Derfor bør landets sygehusledelser og tillidsrepræsentanter træde i karakter, løfte deres opgave og i fællesskab støtte medarbejderstaben med rettidig omhu og gennemføre en arbejdsmiljøundersøgelse snarest på de mange involverede afdelinger og afsnit.
Covid-19 epidemien bliver sandsynligvis langvarig. Stress, udbrændthed og PTSD-lignende følgetilstande blandt nogle af de sundhedsprofessionelle er ikke en urealistisk tanke. Måling af arbejdsmiljøet nu kan danne grundlag for dels en hurtigere intervention for de medarbejdere, som allerede nu skønnes tynget af stress, dels give et bedre indblik i en forebyggelse af de forventelige senfølger, som personalet i fremtiden risikerer at få. Det drejer sig f.eks. om angst og depression, stress og dårligere søvnkvalitet og med en generelt nedsat livskvalitet – og et forventeligt større sygefravær.
For de ulykkeligvis covid-19 smittede medarbejdere truer tillige langvarig vejrtrækningsbesvær. Manglende forebyggelse af kendte sygdomsrisici indenfor hospitalsmurerne er udtryk for et ikke optimalt gearet sygehusvæsen, som ej heller vil være de fremtidige covid-19 patienter til gavn.
