Arbejdspladsen skal turde blande sig i deres ansattes vægt
Kommentar
Regitze Siggaard
Health Manager I Ørsted (det tidligere Dong Energy)
Over halvdelen af danskerne er nu overvægtige. Det viser en ny stor undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen om danskernes sundhed. Det er på tide at ledere og HR-medarbejdere udviser mod og taler med de ansatte om deres vægt.
Sundhedsstyrelsen offentliggjorde tirsdag 6. marts rapporten Danskerne sundhed – Den nationale sundhedsprofil 2017. Rapporten viser, at andelen af mennesker med moderat eller svær overvægt er steget fra 46,8 procent i 2010 til 51 procent i 2017. Vores sundhed er gradvist blevet dårligere og dårligere over en årrække, og det er dybt bekymrende, men desværre helt forventeligt, da vores sundhedsstrategi ikke har ændret sig. Så længe vi bliver ved med at gøre det samme, kan vi ikke forvente et andet resultat, og gør vi ikke noget anderledes, vil denne problematik kun vokse i fremtiden.
Vi mennesker har en tendens til gerne at ville udpege ansvarlige for denne uheldige udvikling, men det går ikke mere. Hvis vi skal pege et sted hen, må vi pege på os selv, for vi bærer et kollektivt ansvar at få bragt befolkningens gennemsnitsvægt ned. Det er en stor fejltagelse, at overvægt i dag betragtes som et individuelt problem. Langt de fleste overvægtige er motiverede for at tabe sig og vil gerne have en indblanding fra andre, men hvor søren skal de gå hen?
Der findes næsten ingen tilbud til svært overvægtige voksne fra kommunen, og mange arbejdspladser har en berøringsangst over for emnet. Som arbejdsgiver har man en unik mulighed for at hjælpe sine medarbejdere med deres svære overvægt. På arbejdspladsen kan man nemlig skabe gode fællesskaber om vægttab, og det, ved vi, er meget motiverende.
Dykker man ned i tallene, vil det hurtigt stå klart, at overvægt er en stor økonomisk belastning for samfundet. Alene er den årlige udgift til fedmebehandling er på 1,8 milliarder kroner. Samtidig er der et produktionstab, der koster 10,4 milliarder kroner. De økonomiske gevinster ved at søsætte indsatser er derfor svære at overse for både samfundet og arbejdspladsen. Herudover kan overvægt, i mange typer af jobs, gøre det vanskeligt at udføre arbejdet, og det er hverken hensigtsmæssigt for arbejdsgiveren, kollegaerne eller den svært overvægtige medarbejder. Det skorter altså ikke på argumenter for at igangsætte indsatser, der hjælper overvægtige medarbejdere med at tabe sig.
