
" Personligt har jeg aldrig tidligere i min professionelle karriere truffet så mange beslutninger uden at have det formelle i orden – men jeg ved, at hvis jeg havde undladt at træffe dem, så ville det have været forkert - og det kunne potentielt have gået rigtig galt," fortæller Lars Østergaard.
Holder vi fast i handlekraften, kan det skabe underværker
Debat

Lars Østergaard,
professor og ledende overlæge på Infektionssygdomme,
Aarhus Universitetshospital
DEBAT. Der gik 24 timer fra ideen om et podningstelt kom på bordet, til det første telt stod klar i Aarhus. Under coronakrisen har innovation ikke været noget, man bare talte om, men faktisk noget, man gjorde. Holder vi fast i det, kan det skabe underværker. Det skriver professor og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard i et debatindlæg i anledning af konferencen "hvad nu, Sundhedsvæsen", som handler om udviklingen af et bedre sundhedsvæsen og hvad sundhedsvæsenet kan lære af coronakrisen.
Coronakrisen har vist, at det danske sundhedsvæsen kan meget mere, end vi troede.
Fleksibiliteten og forandringsvilligheden har været imponerende – men krisen har også afsløret mangler og behov for at finde nye løsninger.
Hvilke af de nye initiativer skal vi beholde, og hvor skal vi videreudvikle det, vi nu har lært?
Det er udgangspunktet for en serie af virtuelle sesssioner, der udgør konferencen Hvad nu, sundhedsvæsen?
Det skydes i gang 11. juni kl. 11.00-12.00 med en debatsession om De store linjer i arbejdet med at udvikle et bedre sundhedsvæsen.
Vær med fra starten - det er gratis. De virtuelle debatter kan ses live på video eller senere, hvornår man ønsker det.
Meld dig til her: Hvad nu, sundhedsvæsen?
Mindre hierarki og øget koordinering fik tingene til at ske. Under coronakrisen sprang ellers tunge døre op på vid gab – og beslutningsprocesser blev afkortet fra måneder til timer. Samarbejde og fælles fokus på målet giver handlekraft og øger effektiviteten. Det er en erfaring og en læring, vi skal tage med os videre.
At man i Danmark er lykkedes ganske flot med at opnå et lavt smittetryk, tillægger jeg i udstrakt grad, at medier og fagfolk på fornemmeste vis har stået sammen om den store opgave, det har været, at formidle grundig viden til og skabe forståelse for COVID-19 hos befolkningen. Der har i hele forberedelsesfasen og særligt under den første del af nedlukningen været en oprigtig interesse fra medierne i forhold til at opnå en grundig og nuanceret forståelse for situationen og problemstillingen. Formidlingen har derfor været overvejende saglig, og befolkningen indså hurtigt, at den her virus potentielt kunne udvikle sig til at blive en alvorlig sundhedsmæssig udfordring. På intet tidspunkt i forløbet er jeg blevet ringet op af en journalist, som havde skrevet historien på forhånd, og som blot ønskede et hurtigt citat. Det sker ellers ikke sjældent. Med andre ord: Medier og sundhedsprofessionelle har på eksemplarisk og enestående vis samarbejdet, og vi er nået i mål med opgaven, fordi vi har trukket på samme hammel.
Et stærkt fundament at stå på
Samarbejdet med embedsværket har på samme vis været forbilledligt og har fortjent at blive sat ud i lyset som en læring, vi kan tage med os videre.

