Hovedstaden har pludselig fået styr på hjerteoperationerne
Efter en længere periode, hvor ventetider og aflysninger til hjerteoperationer i Region Hovedstaden kun er blevet længere og flere, er udviklingen nu pludselig vendt.
I 3. kvartal sidste år lå ventetiden på 45 dage, men er nu nede på 30 dage (gennemsnitstal). Og hvor aflysningerne sidste år toppede med 36 procent, viser de nyeste tal for maj i år, at aflysningerne er nede på fem pct.
”Tallene for sidste år var stærkt utilfredsstillende. Men nu ser vi, at der er sket markante forbedringer på relativ kort tid. Og det vil jeg gerne kvittere for,” siger formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (Kons).
Den negative udvikling i forhold til ventetider og aflysninger på Rigshospitalets Hjertecenter i 2017 fik regionspolitikerne til i sidste halvdel af året at vedtage konkrete politiske initiativer såsom udvidelse af ’fast track’ kapaciteten, etablering af to akutlejer og indførelse af en garantiklinik for udredning. Og ledelse og medarbejdere på Hjertecentret har også bidraget til at løse problemerne, bl.a. via en balanceret og fleksibel operationsplanlægning og bookingsystem samt en øget fleksibilitet ved afvikling af operationsprogram. Også mødetiden har været differentieret, bl.a. med lejer med operationstid til kl. 20 i hverdage.
”Når man skal igennem en alvorlig hjerteoperation, så skal man ikke bekymre sig om ventetider og aflysninger. Derfor glæder det mig, at vi nu kan se på tallene, at både vi politikere og medarbejderne har gjort en indsats for at forbedre situationen,” siger Christoffer Buster Reinhardt og peger på, at ”næste mål må være, at tallet kommer under de 30 dage for alle patienter, da det jo er det, vi lover patienterne”.
De nyeste tal medregner ikke effekten af garantiafdelingen på Herlev og Gentofte hospital, der skal hjælpe med bedre overholdelse af udredningsretten. Forventningen er imidlertid, at den vil bidrage til en yderligere forbedring af ventetiderne for hjertesyge.
Tags: hjertepatienter
