Kommunerne får lidt flere penge til at tage sig af stigende antal ældre
Torsdag eftermiddag præsenterede Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen aftalen for kommunernes økonomi for 2019. Her blev det slået fast, at serviceudgifterne, der bl.a. skal være med til at håndtere de flere ældre, bliver løftet med 1,7 mia. kr. Udgifterne udgør dermed 251,9 mia. kr. i 2019.
Anlægsniveauet bliver på 17,8 milliarder kroner, og derudover videreføres finansieringstilskuddet.
”Når vi bliver markant flere ældre med behov for pleje og omsorg allerede til næste år, har det været absolut nødvendigt for os at få en aftale, der indeholder flere penge til service. Det er afgørende for at kunne følge med udviklingen og holde niveauet af den velfærd, vi leverer til borgerne,” siger KL’s formand, Jacob Bundsgaard i en pressemeddelse.
At aftalen indebærer et anlægsniveau på 17,8 mia. kr. er et løft fra sidste år og væsentligt mere, end regeringen lagde op til i forhandlingerne. Herudover har regeringen og KL aftalt i fællesskab at se på, om køb af jord og ejendomme fremover kan tages ud af anlægsrammen.
”Finansministeren lagde hårdt ud i forhandlingerne med et anlægsniveau, der var det laveste siden kommunalreformen. Det hænger ikke sammen med kommunernes behov. Investeringer i byggeri, renoveringer og effektiviseringer er afgørende for vores muligheder for at drive og udvikle kommunerne og velfærden til borgerne, og jeg er glad for, at vi er landet med et løft,” siger KL’s næstformand, Martin Damm.
Regeringen og KL er enige om at videreføre finansieringstilskuddet på 3,5 mia. kr., hvoraf 2 mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende vilkår.
”Regeringen kunne ikke komme i mål med en justering af udligningssystemet, og det har ført til stor usikkerhed i en række kommuner – samt en række uløste problemer. Det har derfor været afgørende for os at få videreført finansieringstilskuddet, så alle kommuner finansielt kan få enderne til at hænge sammen,” siger Martin Damm.
Tags: oko18
