Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Adgang til særlige pladser i psykiatrien skal måske lempes

Bare få måneder efter, at de første af i alt 150 nye særlige pladser til svært psykisk syge og farlige borgere er blevet taget i brug, er regeringen blevet enig med KL og Danske Regioner om at undersøge og eventuelt ændre tilbuddet.

Det skriver Jyllands-Posten.

Pladserne blev politisk vedtaget og støttet med 400 mio. kr. i satspuljemidler efter en række drab begået af psykisk syge beboere på bosteder. Men pladserne har vist sig særdeles svært at fylde, da de psykiske syge skal leve op til en række kriterier for at få plads. Lever de ikke op til et enkelt kriterium ud af hele rækken, falder de udenfor og kan ikke få en plads.

Der er lige nu oprettet 59 pladser i Region Hovedstaden, Midtjylland, Syddanmark og Sjælland tilsammen, men af dem står de 39 tomme. 14 er besat, 6 er reserveret.

Af samme grund er det bl.a. indskrevet i de økonomiaftaler, som regeringen i den forgangne uge indgik med kommuner og regioner, at regeringen med satspuljepartierne skal drøfte behovet for justeringer og søge opbakning til evt. at gennemføre ændringer, »således at visitationen til de særlige pladser ikke begrænses unødigt«.

For Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Det nationale forsknings-og analysecenter for velfærd (Vive), er der ingen tvivl om, at noget må gøres. Det er også sådan, han tolker de særlige pladsers optræden i økonomiaftalerne.

»Der er ingen, som kan holde til at se på det her. Det dur ikke, at vi har en kapacitet stående, som ikke bliver udnyttet, mens der mangler plads andre steder. Det er ikke hensigtsmæssigt, når man ikke bruger ressourcerne optimalt,« siger han til Jyllands-Posten.

En plads koster ifølge avisen 3.836 kr. i døgnet - eller 116.678 kr. om måneden - som kommunerne betaler, uanset om sengene er besat eller ej.

Tags: psykiatri