Naturlige bakterier skal spise medicinrester
Medicin- og kemikalierester i spildevand i private hjem og på hospitaler er et stigende problem. Men danske forskere har fundet en metode, der får naturlige bakterier til at spise problematiske medicinrester i vores spildevand.
Det skriver Hospitalsenheden Vest i en pressemeddelelse.
Herning Vand har sammen med en række samarbejdspartnere – heriblandt det nye superhospital i Gødstrup i Midtjylland, DNV-Gødstrup – fundet en biologisk metode til at rense spildevandet for genstridige medicinrester. Gruppen af samarbejdspartnere, der tilsammen danner et konsortium, blev i 2017 tildelt 3,6 mio. kr. til projektet fra Miljøstyrelsens Fond.
I et pilotprojekt med deltagelse af bl.a. DNV-Gødstrup, tester Herning Vand dette efterår den nye metode. Konsortiet har nu ansøgt Region Midtjylland om en mio. kr. til medfinansiering af pilotprojektet. Ansøgningen blev handlet på Hospitalsudvalgets møde i sidste uge, og i dag behandles ansøgningen af regionens forretningsudvalg.
Projektet består af to dele: Test og videreudvikling af den biologiske rensemetode til fjernelse af medicinrester i spildevand. Og kortlægning af omfanget af problematiske lægemidler i almindeligt spildevand, der kan danne grundlag for ny EU-lovgivning på området og fælles retningslinjer på tværs af EU-landene.
At rense spildevand er for alle hospitaler en bunden opgave. Så da DNV-Gødstrup skulle tage stilling til, hvordan de skulle løse opgaven i det kommende regionshospital i Gødstrup, havde de to muligheder. De kunne enten vælge at gøre som på Herlev Hospital og selv at lave et anlæg - eller gå i samarbejde med de kommunale renseanlæg. Det blev det sidstnævnte.
"Også fordi det økonomisk er en billigere løsning for hospitalet," siger DNV´s projektchef Michael Hyllegaard i pressemeddelelsen.
