Afvist medicin udsætter behovet for kørestol i syv år
Det eneste lægemiddel til behandling af primær progressiv multipel sclerose, Ocrevus, blev afvist af Medicinrådet 30. maj. Begrundelsen var, at de dokumenterede effekter er relativt små og baseret på en meget lav kvalitet af evidens.
Nu antyder ny forskning, at Ocrevus (ocrelizumab) kan forsinke behovet for kørestol med syv år for personer med primær progressiv multipel sclerose.
Den nye forskning er foreløbige analyser af fase III-studiet ORATORIO, hvor forskere siden 2011 har fulgt 732 patienter med progressiv sclerose (PPMS), der enten har fået Ocrevus eller placebo hver 24. uge.
Personer behandlet med Ocrevus havde en 46 procents reduktion i risikoen for at havne i en kørestol sammenlignet med den placebobehandlede gruppe (6,2 procent vs. 9,8 procent risiko).
Når disse resultater blev forlænget (ekstrapoleret) for at kunne beregne den mediane tid til, at deltagerne måtte bruge kørestol, tyder dataene på, at Ocrevus-behandlingen kan forsinke behovet for kørestol med syv år (19,2 år for Ocrevus vs 12,1 år for placebo).
Resultaterne blev præsenteret lpå sclerosekongressen EAN i Lissabon, Portugal.
"For en person, der lever med primær progressiv MS, hvor handicap akkumuleres dobbelt så hurtigt som ved relapsing MS, kan syv flere år uden behov for en kørestol forlænge den tid, de kan leve uafhængigt i deres hjem, fortsætte med at arbejde eller passe på deres familier," siger Helmut Butzkueven, professor og formand for MS og Neuroimmunology Research ved Central Clinical School, Monash University.
Tags: ocrevus
