Lige før sommerferien gav politikerne i Region Hovedstaden embedsmændene klar besked om, at problemerne med Sundhedsplatformens medicinmodul skulle løses inden årets udgang. Men det kommer ikke til at ske, lyder det fra embedsfolkene.
Læger og sygeplejersker på hospitalerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland kommer derfor til at slås med det stærkt udskældte medicinmodul i Sundhedsplatformen et godt stykke ind i 2019.
Politikernes besked til embedsfolkene kom efter, at regionen havde fået en sønderlemmende kritik af implementeringen af Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Men forud for dagens møde i forretningsudvalget i Region Hovedstaden meddeler embedsmændene altså politikerne, at problemerne ikke kan løses før årets udgang.
“Grundet især afhængigheden af leverandøren og dato for opgraderingen til SP18 vurderes det, at handlemulighederne er udtømt i forhold til at levere yderligere funktionelle forbedringer ved udvikling i 2018 end som redegjort for. Det er derfor ikke muligt fuldt ud at opfylde forretningsudvalgets ønske, om at alle problemer med medicineringsmodulet løses inden årets udgang,” skriver de til politikerne.
Regionernes it-afdelinger har ifølge Politiken planlagt i alt 36 forbedringer af medicinmodulet, men af dem vil kun 14 blive gennemført i efteråret. 17 vil blive udskudt til februar, mens 5 først vil blive gennemført i løbet af 2019.
Embedsmændene begrunder blandt andet udsættelsen med, at opdateringen af Sundhedsplatformen til en ny 2018-version, som skulle være sket i november, vil blive udsat til marts 2019.
Den nye version af Sundhedsplatformen vil nemlig blive tilpasset Landspatientregistret, hvis nye version er udskudt til februar 2019, og derfor er man nødt til at udsætte opdateringen af Sundhedsplatformen også, skrev regionsformænd i Region Hovedstaden. Sophie Hæstorp Andersen (S), og og regionsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen (S), i en pressemeddelelse i sidste uge.
”Det er rigtig ærgerligt, at de lovede forbedringer for personalet ude på hospitalerne nu bliver forsinket. Konsekvensen af udskydelsen af LPR3 (Landspatientregisteret, red.) er, at forbedringerne til Sundhedsplaformen desværre også må udskydes”, hed det i pressemeddelelsen.
Den besked forstod sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) slet ikke.
»Det var Danske Regioner, der kom til os og bad om udsættelse i begyndelsen af sommeren, fordi den mente, at en udskydelse ville sikre dem bedre muligheder for at opdatere Sundhedsplatformen,« sagde hun til Dagens Medicin. Ministeren tilbød derfor regionerne at vende tilbage til den oprindelige tidsplan med opdateringen af Landspatientregisteret til november 2018.
Men formanden og næstformanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V) og Ulla Astman (S) har straks meddelt ministeren, at Danske Regioner fortsat bakker op om aftalen om udskydelsen af opdateringen af Landspatientregisteret.