Konference samler alle aktører inden for kræftområdet
Hvordan bliver lægerne endnu bedre til at samarbejde inden for kræftområdet? Hvordan omsætter de hurtigere den nyeste kræftforskning til klinisk praksis? Det er nogle af de spørgsmål forskere, klinikere, patienter, patientforeninger og sundhedspolitikere skal diskutere i slutningen af ugen på Danske Kræftforskningsdage i Odense.
Når Danske Kræftforskningsdage 30. og 31. august 2018 slår dørene op til landets største konference inden for kræftforskning- og behandling, er formålet at sætte fokus på og styrke samarbejdet på tværs af faggrupper, specialer og regioner.
Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) og De Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG.dk) står bag konferencen.
"Det er første gang, at så mange aktører inden for området er samlet og har mulighed for at dele viden og debattere vilkårene for dansk kræftforskning og –behandling. Det er i sig selv ret unikt", siger Anne Bukh i en pressemeddelelse fra DCCC. Hun er formand for styregruppen i DCCC, der blandt andet er sat i verden for at øge det nationale, tværfaglige samarbejde og sikre større vidensdeling på kræftområdet.
Arrangørerne bag konferencen ønsker, at den kan danne afsæt for at højne og ensarte kræftbehandlingen i Danmark. Håbet er at styrke det nationale samarbejde mellem basalforskning, klinisk- og epidemiologisk forskning samt det daglige kliniske arbejde.
"Danske Kræftforskningsdage er en del af en samlet indsats for at nedbryde nogle af de barrierer, der er og sikre, at forskningsresultater kommer den enkelte patient til gavn, så vejen fra forskning til klinik forkortes", fortæller Michael Borre, formand for DMCG.dk, i pressemeddelelsen.
Programmet for dagene er sammensat, så det afspejler kræftområdet fra basalforskningen til den kliniske forskning og har både et nationalt og internationalt perspektiv. Det har også været vigtigt for arrangørerne at inddrage patienternes perspektiv.
Interessen for arrangementet har fra begyndelsen været stor. Arrangørerne fortæller, at 450 forskere, klinikere, patienter, patientforeninger og sundhedspolitikere er samlet de to dage, konferencen varer.
Om Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC)
På finansloven i 2017 blev der afsat fem millioner kroner årligt til at etablere og udvikle et forpligtende og landsdækkende samarbejde om forskning på kræftområdet. På den baggrund blev Sundheds- og Ældreministeriet og Danske Regioner enige om at etablere Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC).
DCCC er et nationalt samarbejde, som skal skabe optimale forhold for dansk kræftforskning og -behandling. DCCC understøtter, at kræftlæger og forskere på tværs af landsdele deler ny viden og nye behandlingsmetoder hurtigere og mere systematisk, så vejen fra basal forskning til klinik bliver kortere. Alt sammen for at bidrage til bedre kræftbehandling i Danmark.
DCCC er drevet i et samarbejde mellem regionerne, de sundhedsvidenskabelige fakulteter og Kræftens Bekæmpelse.
Læs mere om DCCC på www.dccc.dk
Om Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG.dk)
DMCG.dk er en sammenslutning af de multidisciplinære cancergrupper i Danmark, der etablerer og understøtter samarbejde mellem de enkelte cancergrupper. Formålet er at:
- Sikre ensartede retningslinjer for arbejdsprocedurer, herunder at gennemføre kliniske videnskabelige protokoller
- Fremme koordinering af forskning
- Etablere internationale kontakter og videnskabeligt samarbejde
- Etablere biobanker, der egner sig til forskning
- Overvåge kræftområdet
- Bidrage til vidensdeling og udarbejde retningslinjer for diagnostik og behandling
- Varetage rådgivning om de multidisciplinære cancergruppers funktioner og finansiering
- Rådgive om organisatoriske forhold, som vedrører den kliniske kræftforskning i Danmark
Læs mere om DMCG.dk på www.dmcg.dk
