Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Bedre Psykiatri: Løfter om ambitiøs psykiatriplan klinger hult

Beløbet, der er afsat til psykiatrien i finanslovsforslaget, er langt fra nok til at indfri regeringens egen ambition om bedre behandling til mennesker med psykisk sygdom. Det mener Thorstein Theilgaard, der er generalsekretær for Bedre Psykiatri, der er en forening for pårørende til psykisk syge.

"Psykisk sygdom er den største folkesygdom og en de største trusler mod velfærdssamfundet. Antallet af psykisk syge er eksploderet. Flere end nogensinde har ondt i sjælen og mennesker med psykisk sygdom dør 15-20 år tidligere end alle andre. Alligevel må psykiatrien nøjes med lidt smuler fra de riges bord. Det er dybt skuffende," siger Thorstein Theilgaard i en pressemeddelelse.

Han synes, at politikernes løfter om en ambitiøs langsigtet plan, der kan ligestille de psykiske sygdomme med de fysiske, klinger mere og mere hult.

Folketinget afsatte i 2014 2,2 mia. kr. til at sikre bedre behandling for mennesker med psykisk sygdom. Siden da er antallet af psykisk syge vokset markant. Det bekræfter Thorstein Theilgaard i, at der er brug for mange flere penge.

"Midt i en alvorlig økonomisk krise kunne man finde 2,2 mia. kroner. Hvorfor er det så, vi ikke kan finde flere penge nu, hvor vi både er rigere end nogensinde og har flere psykisk syge end nogensinde?," siger han.

Psykiatriplanens detaljer er ikke offentliggjort endnu, men planens økonomiske rammer fremgår af finanslovsforslaget. Ved at lægge 200 mio. fra forårets økonomiaftale sammen med 100 mio. på finansloven og et lovet beløb på satspuljen når regeringen frem til et samlet beløb på 525 mio. kr. om året i fire år. Beløbet er ifølge Thorstein Theilgaard langt fra nok til at sikre bedre behandling for mennesker med psykisk sygdom.

Konkret foreslår Bedre Psykiatri, at det ekstra frirum på to milliarder, der fremkom i statsbudgettet ved den seneste fremskrivning i april 2018, bliver investeret i psykiatrien. Råderummet blev ved fremskrivningen opjusteret fra 27,5 til 29,5 mia. kr.

Antallet af patienter i psykiatrisk behandling er steget med ca. 35 pct. siden 2009.

Tags: psykiatri, Finansloven