Israel: Kun læger med særlig viden om cannabis må udskrive medicinsk cannabis
Israel er en af verdens frontløbere inden for medicinsk cannabis. Omkring 40.000 patienter forventes inden årets udgang at have fået en recept på en af landets mange forskellige former for medicinsk cannabis – trods lægelig modstand.
Ikke alle læger i Israel kan udskrive medicinsk cannabis ifølge vicegeneraldirektør i det israelske Sundhedsministerium, professor Itamar Grotto, som i går deltog i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalgs høring om medicinsk cannabis.
”Vi lægger meget vægt på vores uddannelse af læger og forskellige andre sundhedspersoner i forhold til behandling med medicinsk cannabis. Alle læger kan anbefale cannabis som medicinsk behandling, men er de uden særlig uddannelse i medicinsk cannabis skal deres anbefaling ind omkring ministeriet. Kun læger, som har gennemgået særlige kurser kan udskrive cannabisen, som udleveres via apotekerne,” forklarede Itamar Grotto.
Blandt de uddannelser, som den israelske regering tilbyder læger om medicinsk cannabis er for eksempel et studieophold på Hadassah Academic College, hvor 90 studerende af gangen modtager undervisning i brug af medicinsk cannabis indenfor neurologi, smertebehandling og psykiatri. Men Itamar Grotto erkendte samtidigt, at viden om cannabissens indhold og effekter endnu er begrænsede:
”Vi ved endnu ikke nok. Vores vigtigste udfordring er, at vi ikke har nok forskning. Men vi ved, at planten indeholder en række stoffer og ikke kun de to molekyler CBD og THC, som bruges af lægemiddelindustrien,” sagde Itamar Grotto, som kaldte år 2016 for det indtil videre mest skelsættende og vigtige år for medicinsk cannabis i Israel.
”For 2016 var det år, hvor vi besluttede, at vi ville medikalisere medicinsk. Vi ville ikke legalisere, ikke afkriminalisere. Men vi har tilstrækkelig god viden af høj nok kvalitet til, at vi kan sige, at cannabis kan bruges medicinsk. Vores vision er at støtte anvendelsen af medicinsk cannabis til lægeligt brug samtidigt med, at man passer på den offentlige folkesundhed. Vi har derfor opstillet en række sikkerhedsforanstaltninger,” forklarede Grotto, som også fortalte, at Israel lige nu befinder sig i en overgangssituation, hvor staten bevæger sig væk fra at have en administrerende og støttende funktion for medicinsk cannabis til at have en mere regulerende rolle.
Israel var blandt de første lande til at legalisere medicinsk cannabis i rå form, og på trods af de mange tusinder af patienter, som har tilladelse til at få medicinsk cannabis, så er mange israelske læger dog fortsat imod cannabis som medicin på grund af, hvad de opfatter som manglende evidens for dens gode effekter:
"Når vi siger, at vi medikaliserer cannabissen, mener vi også, at vi på den måde giver lægerne bedre mulighed for at acceptere cannabissen. Vi kan jo se, at lægerne er imod, og det er der to grunde til: De vil have evidens, og den mener de ikke, at man er i hus med. Men der er også en angst blandt dem for, at mennesker, som ikke har grunde til et medicinsk brug, alligevel kommer og forlanger en recept, selv om det kun er til rekreativt forbrug. Der er en frygt for, hvordan tingene kan udvikle sig. Og vi skal passe på det rekreative forbrug,” erklærede Grotto, der også oplyste, at halvdelen af de israelske patienter, som fik tilladelse til medicinsk cannabis, fik det på grund af kroniske smerter. Herefter kom patienter med PTDS ind som den næststørste gruppe, kræftpatienter som den tredje og neurologiske patienter som den fjerde største.
NY BOG:
SANDHEDERNE OM MEDICINSK CANNABIS
af Maria Cuculiza
Udkommer i november 2018 på Forlaget Medicinske Tidsskrifter
Antal sider: ca. 250
Pris: 289 kroner
Kan forudbestilles på
Tags: Medicinsk cannabis, cannabis

