Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Canadiere skal bruge 6000 timer på arrangere flytning af to sygehuse

Hvordan flytter man et hospital? Det ved det canadiske firma HCR. Deres næste store opgave bliver at flytte hospitalerne i Holstebro og Herning til de nye omgivelser i det kommende Regionshospitalet Gødstrup.

HCR (Health Care Relocations) fra Toronto har siden 1993 flyttet over 400 sygehuse og senest dele af svenske Karolinska Sygehus i Stockholm med 15.000 ansatte, 1.700 senge og 320.000 kvm og Humber River Hospital i Toronto med 4.000 ansatte 656 senge og et areal på 167.000 kvm.

Opgaven med den overordnede rådgivning af flytningen af Holstebro og Herning sygehuse til det kommende hospital i Gødstrup har lige været i udbud, og to firmaer bød ind, fortæller projektleder Jacob Pedersen fra Flytteenheden i Hospitalsenheden Vest i en pressemeddelse.

"HCR kom med et tilbud, der var i en klasse for sig, så det var nemt at træffe beslutningen. Kontrakten med canadierne er nu underskrevet, og samarbejdet allerede oppe i gear."

I dagene 19.-21. september kommer tre repræsentanter fra firmaet til Danmark, for ved selvsyn at se, hvordan hospitalerne i Holstebro og Herning er indrettet og så selvfølgelig, hvordan det kommende Regionshospitalet Gødstrup tager sig ud.

"HCR`s folk skal med det samme indgå i vores samlede flytteorganisation, fortæller Jacob Pedersen. De får sæde i diverse arbejdsgrupper, og deres første opgave bliver at lave en evaluering af flytteprocessen; kort sagt kigge os efter i kortene."

Efterfølgende er det aftalt, at HCR skal vende hurtigt tilbage med deres vurderinger og anbefalinger til den videre proces.

Under det tre dage lange besøg i Herning, Holstebro og Gødstrup skal HCR´s delegation deltage i et 10 møder med nøglepersoner i flytteprocessen og suge til sig af fakta og viden om flytteprojektet.

Planen fremover indeholder jævnlige besøg i det jyske – både fysisk – og på video. Alt i alt forventes et tidsforbrug på 6000 timer.

HCR skal ikke stå for selve den fysiske flytning, hvor borde, stole, lamper, udstyr med meget mere flyttes fra A til B, men de kommer til at bistå med detaljeplanlægning og koordinering. Det canadiske firma har udviklet deres eget grej – eksempelvis specialudviklede vogne, som gør ned- og udpakningen mindre ressourcekrævende.

Hvem der skal løse selve den fysiske flytning for Hospitalsenheden Vest kom der navn på i tirsdags. Valget faldt på Adam Transport, et af Danmarks største flyttefirmaet med international erfaring.