Formand for kræftlæger: HPV-vaccination af drenge kan få stor effekt
Formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO) og overlæge på Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus, Lars Henrik Jensen, har netop fået sin egen søn færdigvaccineret med HPV-vaccinen. Vaccinen vil kunne forebygge tilfælde af forskellige kræftformer, og som kræftlæge er den mulighed “faktisk et mirakel,” siger han.
‘Det er positivt, at regeringen har, som en del af finanslovforslaget for næste år, foreslået, at drenge i 12-årsalderen også skal tilbydes gratis vaccine mod Humant Papillovirus (HPV)-virus."
Sådan siger formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi og overlæge på Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus, Lars Henrik Jensen.
"Onkologer lever af at behandle kræft, men forebyggelse af kræft ligger os meget på sinde. Vi kender alt til den livsomvæltende situation, som kræft sætter mennesker i. Muligheden for at kunne forebygge bare nogle af disse tilfælde er faktisk et mirakel," siger han og fortsætter:
"Til daglig ser jeg patienter med analkræft, og det er en kæmpe glæde, at den sygdom nærmest kan udryddes. For fremtidige patienter er vaccienen mod kræft her allerede. DSKO håber, at alle både piger og drenge får vaccinen i 12-års alderen. Min egen søn er netop færdigvaccineret, og det er de bedste penge, jeg har lagt på et apotek. En ny ordning med gratis vaccination af alle drenge kan sikre tilslutning også i brede kredse."
Den første dokumentation for HPV-vaccinen stammer fra livmoderhalskræft, men meget tyder nu på, at andre sygdomme som analkræft, kræft i penis og skamlæber samt hoved-halskræft også kan forebygges. Derfor kan det have en stor effekt, hvis man vaccinerer flere mod HPV, mener Lars Henrik Jensen.

