Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ekstra penge til psykiatrien i Region Syddanmark

Et bredt flertal i regionsrådet i Region Syddanmark indgik i går aftes forlig om budgettet for 2019, og specielt psykiatrien styrkes.

Fire konkrete tiltag i det nye budget er flere mobile skadestuer i psykiatrien og akut psykiatrisk udrykningstjeneste, udbredelse af personlig medicin med skræddersyet behandling til kræftpatienter samt bedre introduktion og kompetenceudvikling til medarbejderne på sygehusenes fælles akutmodtagelser, medicinske afdelinger og i psykiatrien.

Samlet set kommer der 43 mio. kr. ekstra til psykiatrien til næste år og 30 mio. kr. ekstra til behandlingen af fysiske sygdomme.

Det er et bredt flertal i det syddanske regionsråd, som blev enige om budgettet i aftes. Bag forliget står Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og løsgænger Marianne Mørk Mathiesen. Samlet set står 39 af regionsrådets 41 medlemmer bag forliget. Enhedslistens to mandater er ikke med i forliget, men overvejer om de vil tilslutte sig.

"Jeg glæder mig over, at vores stabile økonomi giver ro omkring vores budgetlægning, så vi undgår kortsigtede stop-and-go-løsninger. I år har vi endda mulighed for at styrke opgaveløsningen på en række felter, som kommer både patienterne og vores medarbejdere til gode," siger regionsformand Stephanie Lose i en pressemeddelelse.

Selvom Region Syddanmark ikke skal ud i en sparerunde i forbindelse med 2019-budgettet, kommer der også til næste år til at ske tilpasninger i administrationen i regionshuset og på sygehusene. Således er det aftalt med regeringen, at Region Syddanmark skal finde besparelser på det sundhedsadministrative område for knap 12,5 mio. kr.

Der vil også til stadighed være tilpasningsopgaver på de enkelte sygehuse, skriver regionen i pressemeddelelsen.

Sygehusene er ikke længere underlagt et produktivitetskrav på to procent. I stedet skal sygehusene leve op til et såkaldt populationsansvar. Det indebærer kort fortalt, at sygehusene har frihed til bedst muligt at tilrettelægge undersøgelser og behandling af deres patienter uden hensyn til bestemte aktivitetskrav, så længe de opfylder patientrettigheder og servicemål.
Efter planen skal Region Syddanmarks budget for 2019 formelt vedtages på regionsrådsmødet mandag den 24. september 2018.

Region Syddanmarks samlede driftsbudget er i 2019 på 26 mia. kr. For de penge leverer knapt 25.000 fuldtidsmedarbejdere sundhed, psykiatri- og socialydelser samt regional udvikling til 1,2 mio. syddanskere.