Jubel-skøn over 1813-udgifter underkendes af læger
En grov beregning af udgifterne til akuttelefonen i Region Hovedstaden viser, at den er landets billigste.
I 2014 blev akuttelefonen i Region Hovedstaden omlagt, så telefonen blev taget af sygeplejersker - men med en læge som bagvagt.
Mens prisen er 134 til 167 kr. i de øvrige regioner er den kun 100 kr. pr. opkald i Hovedstaden, men det skyldes ifølge lægernes organisation PLO, at mange indirekte udgifter ikke er medtaget.
PLOs formand i Hovedstaden Flemming Skovsgaard påpeger ifølge en artikel i Politiken, at omlægningen har ført til et øget pres på sygehusenes børneafdelinger og at de praktiserende læger også har fået mere at lave i den samme periode – for cirka 14 millioner kroner - hvilket er udtryk for, at 1813 sender problemer videre, der tidligere blev varetaget af lægerne på akuttelefonen.
Dertil kommer et betydeligt fald i udgifter til taxikørsel, som læger i den gamle ordning benyttede sig af.
»Det er udtryk for, at lægerne her kører meget mindre ud, men til gengæld ved vi, at udgifterne til ambulancekørsel i hovedstadsregionen steg fra 2014 til 2015. Og de udgifter indgår ikke i denne sammenligning. Man transporterer altså hellere patienterne til hospitalerne i stedet for at køre ud til dem. Og det er dyrere«, siger PLO-regionsformanden.
Han henviser også til, at Region Hovedstaden påtog sig at betale telefontaksten for borgerne i de lange ventetider. Det beløb på 7-8 millioner kroner kigger han forgæves efter i den nye opgørelse.
