Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Tidligere læge anmelder Sundhedsstyrelsens direktør

Den omstridte tidligere praktiserende læge Stig Gerdes har valgt at anmelde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, til Styrelsen For Patientsikkerhed.

Det skriver Fredericia Dagblad.

Styrelsen For Patientsikkerhed er den samme styrelse, der for godt halvandet år siden inddrog Gerdes' autorisation.

Årsagen til anmeldelsen er, at Sundhedsstyrelsens direktør - ifølge Stig Gerdes - har sat utallige unge kvinders liv og førlighed på spil.

Anklagerne handler om to ting: HPV-vaccine og "funktionelle lidelser".

Stig Gerdes har i årevis været indædt modstander af HPV-vaccinationsprogrammet. At Søren Brostrøm og Sundhedsstyrelsen anbefaler alle at følge vaccinationsprogrammet, kalder Stig Gerdes i sin anmeldelse ifølge Fredericia Dagblad for "uforsvarligt såvel som uetisk".

"Søren Brostrøm bør vide, at HPV-vaccinerne giver hundredfold flere bivirkninger end influenza- og børnevaccinationer. Søren Brostrøm burde have standset HPV-vaccinerne, da der blev rejst tvivl om vaccinernes lødighed (...). Ved sin handling har Søren Brostrøm sat utallige unge kvinders liv og førlighed i fare," skriver Stig Gerdes ifølge avisen i sin anmeldelse.

Ifølge Fredericia Dagblad har Søren Brostrøm ingen kommentarer til anmeldelsen.

Stig Gerdes står som tidligere læge relativt alene med sin kritik. De danske sundhedsmyndigheder og langt de fleste eksperter mener, at hpv-vaccinen er sikker og uden alvorlige bivirkninger, ligesom flere nye undersøgelser viser, at HPV vaccinen har stor effekt på decelleforandringer på livmoderhalsen, som senere i livet kan ende med livmoderhalskræft.

Stig Gerdes har også anmeldt Forskningscentret for funktionelle lidelser på Aarhus Universitetshospital. Og da Søren Brostrøm ifølge Stig Gerdes bakker centret op, anmelder Gerdes ham for meddelagtighed.

Funktionelle lidelser er en gruppe af fysiske symptomer, som ikke kan tilskrives en kendt diagnose.

"Der er masser af dokumentation på, at funktionelle lidelser-patienter fejler noget helt bestemt. Men de kan ikke komme nogen vegne med behandlingen," siger Stig Gerdes til Fredericia Dagblad.