Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Syge i hovedstaden har meget svært ved at få besøg af vagtlæge

I 2009 blev der i den daværende lægevagt i Region Hovedstaden foretaget 57 vagtlægebesøg pr. 1000 borgere, i 2016 var tallet under Akuttelefonen $1813 på 7 vagtlægebesøg pr. 1000 borgere. I de andre regioner kører vagtlægerne langt oftere ud - mellem 39 og 54 gange.

Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en ny kortlægning fra VIVE - Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som sammenligner Akuttelefonen 1813 og vagtlægeordningerne i landets fire andre regioner.

Den viser blandt andet, at 7 af 1.000 borgere, som har ringet til Akuttelefonen, fik hjemmebesøg af læger i 2016, mens tallet samtidig lå på mellem 39 og 54 i de andre regioner.

Hos Danske Patienter mener man, at tallet er markant, men at konsekvenserne af udviklingen mangler at blive belyst. 

»Umiddelbart tænker vi, at et fald på 84 procent lyder som en kvalitetsforringelse, men vi mangler undersøgelser, der viser fakta. Vi har tænkt, at Akuttelefonens manglende tilbøjelighed til at give hjemmebesøg kunne være en forklaring i forhold til fejl og utilsigtede hændelser, og Region Hovedstaden har tidligere selv lavet en undersøgelse, hvor de pegede på muligheden for årsags-forklaringer i forhold til kompetencer hos de ansatte,« siger vicedirektør i Danske Patienter, Annette Wandel til Ugebrevet A4.

Hun hentyder her blandt andet til sagen om en 17-årige, der i 2017 døde af meningitis, efter at Akuttelefonen havde valgt ikke at sende en ambulance, selvom han sagde, at han havde stærke smerter og blå mærker på huden.

Sophie Hæstorp Andersen (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, afviser, at der skulle være en årsags-sammenhæng mellem manglende hjemmebesøg og utilsigtede hændelser:

»Der er foreløbig ikke noget, der tyder på at manglende hjemmebesøg skulle betyde, at der sker alvorlige hændelser.Vi sørger netop for, at patienterne kommer ud til undersøgelser i akutmodtagelsen fremfor at skulle vente måske i flere timer på at få besøg af en læge, som kun kan udføre begrænset undersøgelse og behandling i hjemmet,« siger Sophie Hæstorp Andersen til Ugebrevet A4.

Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, roser den nye kortlægning, men mener, at man på to områder stadig mangler oplysning:

»Undersøgelsen er lavet ud fra det opdrag, der er givet. Men den giver ingen svar på, om Akuttelefonen er bedre eller ringere end vagtlægeordningerne på to parametre, økonomi og patientsikkerhed. Det sidste var ellers oprindeligt anledning til, at den daværende minister ville have en kortlægning,« siger Kjeld Møller Pedersen til Ugebrevet A4. 

 

Fra kortlægningen fra VIVE: