Professor: Dansk Reuma Biobank risikerer at falde mellem to stole
Dansk Reuma Biobank råder over et unikt forskningsmateriale, som på sigt vil kunne ændre behandlingen af gigtsygdomme fundamentalt. Men nu møder banken bump på vejen: Fra årsskiftet 2017 overgik den fra at være et projekt under Danske Regioner til at være en driftsopgave delt ud på alle danske regioner.
Viljen til at drive banken er intakt hos både patienter og sundhedspersonale, men banken risikerer at ’falde mellem to stole,’ mener professor i gigtsygdomme.
Forskningspotentialet i Dansk Reuma Biobank er unikt og af international standard: Der ligger i banken omkring 7.000 blod- og vævsprøver fra patienter med leddegigt og andre inflammatoriske gigtsygdomme. Koblet med de oplysninger, som ligger i DANBIO-databasen - om hvem der for eksempel har god effekt af en bestemt behandling, hvem der har skiftet behandling, og hvem der har bivirkninger og hvilke – har man på sigt muligheden for at tilbyde patienterne en helt anden mere målrettet og individuel behandling langt tidligere i deres sygdomsforløb.
”Patienterne vil gennem personlig medicin potentielt kunne undgå unødige smerter og lidelse, og samfundet vil kunne spare betydelige beløb til udgifter til dyr sygehusmedicin,” fastslår professor og formand for DANBIO´s styregruppe og overlæge på Rigshospitalet i Glostrup, Merete Hetland, som siden etableringen i 2015 har været en af hovedkræfterne bag Dansk Reuma Biobank.
Tvivl om ressourcer og ansvar
Fra årsskiftet valgte regionerne dog at lade indsamlingen af de kliniske prøver overgå fra at være Danske Regioners ansvar til at være de enkelte regioners ansvar. Det giver nogle udfordringer lige nu pointerer, Merete Hetland:
”At Dansk Reuma Biobank overgår fra at være et projekt til at være en driftsopgave ude i de enkelte regioner, generer en vis usikkerhed - for hvem nøjagtigt har nu ansvaret ude i regionerne? I nogle regioner er der helt styr på det. I andre er hverken budget eller ansvar meldt klart ud. De ressourcer, der sættes af til koordinering af biobanken, er øremærket til at håndtere korrekt opbevaring af prøver. Der er derimod ikke sat ressourcer af til fra centralt hold at hjælpe klinikere i en travl hverdag med at få indsamlingen til at fungere.”
