Jes Søgaard: Ved ledelsen i Region Hovedstaden, hvor galt det står til?
Sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden klarer sig dårligst på en lang række parametre, selv om det er den region, som har de bedste forudsætninger, siger professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard. Han stiller spørgsmål ved, om en kommende sundhedsreform fra Christiansborg ikke burde handle om et sådan paradoks fremfor at tegne nye grænsestreger i det danske sundhedslandskab.
I september i år offentliggjorde Sundhedsministeriet de første målinger på i alt 8 mål og 37 indikatorer under Det Nationale Kvalitetsprogram for Danmarks sundhedsvæsen.
Både professor i sundhedsøkonomi ved SDU, Jes Søgaard, og Berlingske har analyseret tallene.
Berlingske skriver i dag, at på 21 ud af 27 sundhedsindikatorer ligger sygehusvæsenet i Region Hovedstaden under landsgennemsnittet. Blandt andet ligger Hovedstaden på en sidsteplads blandt landets fem regioner, når der måles på patienttilfredshed og patienternes ret til at blive hurtigt undersøgt. Også når det gælder sygehuserhvervede infektioner, kommer regionen ind på en sidsteplads. Regionen ligger i gennemsnit seks procent lavere end landet som helhed og er dermed den region, der ligger ringest blandt landets fem regioner. Medtager man alle 37 indikatorer, havner Hovedstaden endnu længere nede, nemlig otte procent dårligere end landsgennemsnittet.
Jes Søgaard har også lagt alle 698 målepunkter ind i et Excel-ark og talte op og beregnet regionernes indbyrdes rankings og fundet, at Region Hovedstaden generelt klarer sig dårligst af de fem regioner i både 2014, 2015, 2016 og 2017.
Det skete også på flere af de enkelte mål, f.eks. målet 'bedre sammenhæng'.
Det skriver Jes Søgaard i et indlæg på Altinget.
"Det handler om alt fra flere akutindlæggelser på sygehusene, som burde kunne forebygges, patienter, der bliver liggende for længe efter, at de er færdigbehandlede, over til for mange ikke-ajourførte medicinoplysninger på patienterne," skriver Jes Søgaard på Altinget.
