Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Overlæger: Kommunerne skal følge kliniske retningslinjer

Ny undersøgelse fra Overlægeforeningen viser, at der er alt for stor forskel på kommunale sundhedstilbud. Overlægeforeningen foreslår derfor, at der stilles fælles bindende retningslinjer til kommunernes indsats.

73 procent af overlægerne på landets sygehuse oplever, at der er forskelle i kommunernes sundhedstilbud. Og 71 procent siger, at der er kommuner, der ikke har de sundhedstilbud, som patienterne har brug for. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Overlægeforeningen. 

Men selv om langt fra alle kommuner er i stand til at løfte opgaverne i dag, så skal flere opgaver i sundhedsvæsenet alligevel flyttes tættere på borgerne. Sådan lyder det i hvert fald forud for regeringens bebudede sundhedsreform. Og det kan betyde, at mange patienter – især de ældre og svageste – risikerer en dårligere og mere usikker behandling, mener Overlægeforeningen, som derfor foreslår, at der stilles fælles bindende retningslinjer til kommunernes indsats – f.eks. i form af nationale kliniske retningslinjer, som vi kender det fra hospitalerne.

”Der er brug for nationale kliniske retningslinjer, som de kommunale sundhedstilbud både skal leve op til og dokumentere, at de lever op til. Som det er i dag udskriver man som læge patienter fra sygehusene til én form for videre behandling eller genoptræning i den ene kommune og en anden form – eller slet ingen – i en anden kommune. Det er ikke fagligt forsvarligt. Vi vil især komme til at se alvorlige problemer og svigt, når det gælder ældre medicinske patienter og andre svage grupper,” siger Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz, i en pressemeddelelse.

”Kommunerne leverer ikke altid på sundhedsområdet og forskellen fra kommune til kommune er umulig at navigere i og er helt uacceptabelt i forhold til patienterne. Hvis en sundhedsreform skal virke, er det afgørende, at politikerne genovervejer, om alt kan forsvares med det kommunale selvstyre. Hvis politikerne ikke stiller tilsvarende krav til sygehuse og kommuner, vil den kommende sundhedsreform ikke virke,” siger Lisbeth Lintz.

Hun understreger, at det altid skal være en lægefaglig vurdering, der skal ligge til grund for de opfølgninger, kommunerne skal sætte i værk over for borgere, der bliver udskrevet fra hospitalerne.

”Det giver ingen mening, at vi på hospitalerne f.eks. laver genoptræningsplaner for patienter, der har brug for det. Men at kommunerne så frit kan vælge, om de vil følge planen ud fra, hvad de har af tilbud i kommunen. For at sikre den nødvendige kvalitet kunne man fx indføre ordinationsret til kommunal genoptræning,” siger Lisbeth Lintz i pressemeddelelsen.