Læger slår alarm over travlt sygehusvæsen - det går ud over patienterne
En ny rundspørge blandt læger i Danmark viser, at arbejdsdagene er for hektiske, og ressourcerne er for få. Det går ud over behandlingen af patienter. Lægeforeningen mener, det er på høje tid at investere i et løft af sundhedsvæsenet. Sundhedsministeren er kaldt i samråd i dag om sagen.
Selvom det danske sundhedsvæsen generelt er godt, er det et dystert og presset billede, der bliver tegnet i en ny rundspørge fra Lægeforeningen med svar fra mere end 1.200 læger. Det mener Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, på baggrund af resultaterne i rundspørgen. Eksempelvis svarer 68 procent af de adspurgte læger, som er ansat på et sygehus, at de ud fra daglige oplevelser på deres arbejdsplads ikke mener, der er ressourcer nok til at give patienterne den bedst mulige behandling.
Samtidig svarer hele 78 procent, af læger ansat på sygehus, at de oplever arbejdsdage, der er så hektiske/travle, at det påvirker kvaliteten af behandling og pleje. Det kan hverken patienter eller læger være tjent med, understreger Andreas Rudkjøbing.
”Det siger noget om sundhedsvæsenets sande tilstand. Alene i 2016 og 2017 steg antallet af patienter med 55.000. Til sammenligning blev der kun ansat fire ekstra personer på sygehusene i samme periode. Det er ikke mærkeligt, at så mange læger råber vagt i gevær,” siger Lægeforeningens formand i en pressemeddelelse.
Rundspørgen viser desuden, at et stort flertal af lægerne har oplevet, at der indenfor de seneste fem år er sparet personale væk eller tilført flere opgaver, så der nu er mere travlt. Det gælder for hele 86 procent af læger ansat på sygehus, der har besvaret det spørgsmål.
”Regeringen og de andre partier i Folketinget er nødt til at se på advarslen fra lægerne med stor alvor. Den kliniske virkelighed er hårdt presset, og det er det mest påtrængende problem i sundhedsvæsenet. Det løser man ikke ved at ændre på strukturen i sundhedsvæsenet,” påpeger Lægeformanden.
”I hele dette årti har midlerne til sundhedsvæsenet ikke kunnet følge med det stigende antal opgaver. Det er ganske enkelt afgørende at investere i et langsigtet løft af sundhedsvæsenet i stedet for at diskutere, hvordan stregerne på organisationsdiagrammet skal se ud,” siger fra Andreas Rudkjøbing.
I dag skal sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i åbent samråd om arbejdspres på landets sygehuse, indkaldt af SF. De er samtidig blevet bedt om at redegøre for, om regeringen vil drøfte muligheden for at give Arbejdstilsynet flere beføjelser, så det eksempelvis kan kræve færre senge eller mere personale på landets sygehuse, når problemer med overbelægning opstår gentagne gange.
