Medicinrådet godkender ny behandling ved modermærkekræft
Patienter med modermærkekræft har indtil nu har stået uden reel mulighed for forebyggende behandling mod tilbagefald. Men nu har Medicinrådet godkendt immunterapien Opdivo som såkaldt adjuverende behandling. Professor Inge Marie Svane er begejstret.
Medicinrådet har anbefalet Opdivo (med indholdsstoffet nivolumab) som mulig adjuverende behandling (behandling efter operation) til patienter med komplet fjernet modermærkekræft stadium III og IV. Leder af Center for Cancer Immune Therapy (CCIT), Herlev Hospital, professor Inge Marie Svane er begejstret for beslutningen.
”Det er en overordentlig glædelig afgørelse med stor betydning for vores modermærkekræftpatienter, der indtil nu har stået uden reel mulighed for behandling forebyggende mod tilbagefald. Godkendelsen omfatter alle modermærkekræftpatienter med primær spredning til lokale lymfeknuder. Det er en gruppe patienter der har forhøjet risiko for tilbagefald, og hvor efterspørgslen på medicinsk efterbehandling af gode grunde har været stor. Med godkendelsen af Opdivo har vi nu en god behandlingsmulighed til disse patienter, som markant nedsætter deres risiko for tilbagefald,” siger Inge Marie Svane.
Hun påpeger, at en anden vigtig patientgruppe der bliver omfattet af anbefalingen, er patienter med tilbagefald bestående af en eller få metastaser, der kirurgisk kunne fjernes. På landsplan drejer det sig om cirka et par hundrede patienter om året, der nu har fået adgang til en ny behandlingsmulighed.
”Denne patientgruppe har en overordentlig høj risiko for at få fornyet sygdomsspredning, men hidtil har vi været nødsaget til blot at følge dem tæt med scanninger og vente på, at det skete, da vi kun kunne tilbyde medicinsk behandling ved tilstedeværelse af sygdom. Nu kan vi også til denne patientgruppe tilbyde en behandling, der ser ud til markant at nedsætte risikoen for fornyet sygdom,” siger Inge Marie Svane og tilføjer:
”Samlet vurderer jeg, at Medicinrådets afgørelsen er et vigtigt og meget positivt skridt fremad for behandlingen af modermærkekræftpatienter.”
