Medicinrådet indfører nye kategorier for nye lægemidlers effekt
1. januar 2019 træder Medicinrådets nye metodehåndbog i kraft. Her har rådet blandt andet ændret sine kategorier for nye lægemidlers effekt, så det skal blive mere tydeligt, hvilken effekt et nyt produkt har i forhold til de lægemidler, der bruges i dag.
"Vi ændrer kategoriseringen, fordi den nuværende ikke er præcis nok, og fordi der har været uklarhed om betydningen af enkelte kategorier. Vi vil fremover anvende kategorier, der er skarpere defineret, og som giver en mere ensartet og transparent vurdering af klinisk værdi på tværs af lægemidler," siger den ene af Medicinrådets formænd, Jørgen Schøler Kristensen, på Medicinrådets hjemmeside.
Med den nye kategorisering vil et lægemiddel fremadrettet havne i en af seks kategorier:
- Stor merværdi
- Moderat merværdi
- Lille merværdi
- Merværdi af ukendt størrelse
- Ingen dokumenteret merværdi
- Negativ værdi
- Samlet værdi kan ikke kategoriseres
Den syvende kategori, der kaldes ’samlet værdi kan ikke kategoriseres’, er en slags restgruppe for lægemidler, som ikke har tilstrækkelig påvist effekt og derfor ikke kan opnå en kategorisering. Hvis virksomheden på et senere tidspunkt får bedre data, kan den sende en ny ansøgning til Medicinrådet.
Usikkerhed i absolutte effektmål
Ud over de nye kategorier indfører Medicinrådet også en række andre forbedringer i sin metodehåndbog, som ligger til grund for alle Medicinrådets vurderinger af nye lægemidler.
Blandt andet skal det fremover tydeligt fremgå, hvorfor Medicinrådet placerer et lægemiddel i den ene eller anden kategori – eksempelvis i hvilket omfang Medicinrådets konklusioner baseres på statistiske data fra studier eller på kliniske vurderinger.
Opdateringen af metodehåndbogen betyder også, at Medicinrådet fremover tager højde for usikkerhed i såkaldt ’absolutte effektmål’ i sin vurdering af et lægemiddel.
