Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedsreformen udskudt igen-igen

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) meddelte tirsdag aften på Twitter og Facebook, at sundhedsreformen først kommer i det nye år. Forsinkelsen kommer kun en uge efter, at finansminister Kristian Jensen (V) sagde, at sundhedsreformen ville komme efter finansloven, men inden jul.

"Vi må se i øjnene, at både finanslovsprocessen og forhandlingerne om folkeskolen er trukket ud. Inden jul skal en vigtig finanslov, der kan understøtte vækst og velfærd i hele landet, og en aftale om en bedre folkeskole med styrket faglighed og kortere skoledage være på plads. Det skaber i den grad politisk pladsmangel, inden den søde juletid nærmer sig," skrev hun på Facebook.

Planerne for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen har været længe undervejs. Sundhedsreformen har været en del af regeringens store sammenhængsreform, som skal bestå af seks delreformer - heriblandt sundhedsreformen.

Mens der stadig var sommer i Danmark, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen på Venstres sommergruppemøde, at regeringen ville komme med en sammenhængsreform efter Folketingets åbning, og at de var parat til at se på en ny struktur i sundhedsvæsenet og på regionernes fremtid - uden at komme nærmere ind på, hvad det betød.

Men på et pressemøde i september, hvor den første af seks delreformer i den såkaldte sammenhængsreform blev præsenteret (en afbureaukratiseringsreform) fremlagde Løkke en køreplan for sundhedsreformen, som skulle munde ud i en fremlæggelse af udspillet lige efter efterårsferien. Og ved Folketingets åbning sagde Løkke, at der i udspillet er planer om nye sundhedsklynger, såkaldte sundhedsfællesskaber, med hver sin ledelse, som skal sikre samarbejdet mellem praktiserende læger, kommuner og hospitaler og skabe et mere sammenhængende lokalt sundhedsvæsen. Om sundhedsklyngerne skal afløse regionerne eller være et nyt lag i organiseringen var uklart.

Og for en uge siden sagde finansminister Kristian Jensen (V), at sundhedsreformen ville komme efter finansloven, men inden jul.

Beslutningen om at udskyde reformen vakte tirsdag aften kritik fra mange kanter, blandet andet fra regionerne.

"Regeringen udskyder endnu en gang sundhedsreformen, og den evige debat om struktur fortsætter. Jeg mener, det grænser til det uanstændige og giver helt urimelige arbejdsvilkår for regionerne, der stadig ikke ved, om de er købt eller solgt," skrev regionsforman i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

Og regionsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), skrev:

"Sundhedsudspil fra regeringen igen udskudt. Ved Venstre overhovedet selv, hvad de vil med sundhedsvæsenet? Centralisering og fjernelse af demokrati giver jo ikke mere tid og sammenhæng til personale og patienter."

Også fra oppositionen på Christiansborg lød der kritik:

"Løkke må udskyde sin sundhedsreform til 2019. Stort tilbagetog for statsministeren. Mon ikke regeringen nu venter til efter et valg, da Løkke godt kan se, at hans omfattende centraliseringsplaner hverken har opbakning hos sundhedspersonalet eller i befolkningen," skrev Nicolai Wammen (S).

Kristiske røster fra aktørerne i sundhedsvæsenet var der også. Blandt andet lød det tørt fra direktør på Rigshospitalet, Per Christiansen:

"Det er lidt som at vente på Godot. Regeringen udskyder sundhedsreform igen - nu til 2019."

Lægeforeningen positiv

Hos Lægeforeningen er formand Andreas Rudkjøbing umiddelbart positiv over, at reformen er udskudt.

”Det er klart, at vi hellere ser en udskudt sundhedsreform end en uigennemtænkt sundhedsreform. Derfor vil jeg også opfordre regeringen til at bruge den mellemliggende periode til at inddrage læger, regioner, kommuner og andre fagfolk, så de får en korrekt diagnose af sundhedsvæsenets problemer,” siger lægeformanden i en pressemeddelelse og understreger, at det ikke er store reformer med helt nye strukturer, der er behov for.

"Som vi ser det, er sundhedsvæsenet i forvejen så presset, at en stor reform med en helt ny struktur kan resultere i længere tids reformlammelse og et stort forbrug af ressourcer, som går fra andre nødvendige opgaver. Det er hverken patienter eller sundhedsprofessionelle tjent med,” siger han. 

 

Tags: sundhedsreform