Stort forsøg skal skaffe flere læger til Region Sjælland
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby godkender et forsøg med op til 58 særlige uddannelsesforløb i Region Sjælland, som skal skaffe flere unge læger til regionen. Ministeren har tidligere godkendt lignende forsøg i Jylland og på Fyn.
I det særlige uddannelsesforløb kan unge læger få garanteret dele af videreuddannelsen i regionen, ligesom de kan få dispensation fra seksårsfristen, hvis de bliver ansat i en introduktionsstilling på sygehusene i Nykøbing Falster, Næstved, Slagelse og Holbæk samt i psykiatrien. Seksårsfristen siger, at der maksimalt må gå seks år, før en ung læge begynder på en uddannelse til speciallæge. Men læger, der har været længere tid end seks år om at begynde på en speciallægeuddannelse kan altså begynde i Region Sjælland. Speciallægeuddannelsen består af en introduktionsstilling og et hoveduddannelsesforløb.
”Vi vil i regeringen gerne gøre det mere attraktivt at slå sig ned som læge de steder, hvor der mangler læger. Derfor har jeg godkendt endnu et forløb, der giver unge læger mulighed for at blive længere tid samme sted, samme region, så de undgår at skulle flytte fra den ene til den anden ende af landet. Det kan nemlig være svært, hvis man både har børn, ægtefælle og realkreditlån,” siger Ellen Trane Nørby i en pressemeddelse.
”Vi håber selvfølgelig, at forsøget på sigt også vil give de unge læger lyst til at blive i regionen, når de er færdige med deres uddannelse. For vi har brug for, at der er tilstrækkelig mange læger alle steder i landet, så patienterne kan få behandling af høj kvalitet, uanset hvor de bor.”
Region Sjælland får helt konkret mulighed for årligt at oprette op til 58 særlige uddannelsesforløb i en femårig forsøgsperiode. Det er Videreuddannelsesregion Øst, som har ansøgt om de sammenhængende videreuddannelsesforløb.
Det seneste år har ministeren også godkendt andre lignende forsøg i både Videreuddannelsesregion Nord og Syd, som dækker Jylland og Fyn.
