Receptionister på sygehus skal lære tegnsprog
Receptionister og stifindere på Sygehus Lillebælt skal kunne kommunikere med døve patienter via tegnsprog. Lige nu får det første hold kursister derfor undervisning i sproget, hvor de skal forstå og hjælpe patienterne via gestik og mimik.
Det skriver Sygehus Lillebælt.
Til januar vil endnu et hold elever bestående af i alt 12 receptionister og stifindere komme på kursus. De vil på i alt fire undervisningsdage lære de mest basale ord og udtryk på tegnsprog, som de kan bruge, når de for eksempel skal hjælpe en døv patient i receptionen i forhallen.
"Vi vil jo hele tiden gerne sætte patienten først, og dér, hvor vi kan se, at der er et behov, forsøger vi at imødekomme det behov. Og i det her tilfælde kan vi hjælpe døve patienter allerede, når de ankommer til sygehuset," fortæller funktionsleder i serviceafdelingen hos Sygehus Lillebælt, Lene Mortensen, til Sygehus Lillebælts hjemmeside.
Hver dag møder receptionisterne nemlig i deres arbejde døve patienter, der ankommer til ét af sygehusene i Vejle eller Kolding eller til Rygcenter Syddanmark i Middelfart, og som kun kan forklare sig på tegnsprog.
"Det har bare en stor effekt, hvis du kommer her som døv, og du kan se, at receptionisten gerne vil hjælpe dig. Og derfor er det rart at kunne spørge om nogle helt basale ting som ”hvad hedder du?", "hvornår bliver du hentet?" – eller at fortælle dem hvilken vej, de skal gå. Det er rart at kunne, så de ikke er helt på bar bund, når de kommer ind," siger én af eleverne, Helle Havn, der er receptionist på sygehusene i både Vejle og Kolding.
