Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Harme i Aalborg: 130 stillinger nedlægges

"Det er respektløs overfor de ansatte og patienterne," siger nordjysk kredsformand i Dansk Sygeplejeråd. Aalborg Universitetshospital skal spare 130 millioner kroner og nedlægger stillinger.

I sidste uge præsenterede Regionshospital Nordjylland en stor spareplan med nedlæggelse af 105 stillinger, og nu er turen kommet til Aalborg Universitetshospital. Hospitalet skal spare 130 millioner kroner, og det betyder farvel til 130 stillinger i 2019.

Blandt de 130 stillinger er 27 lægestillinger, 42 plejestillinger og 60 i andre funktioner - eksempelvis sekretærer, bioanalytikere, portører og andre faggrupper.

Hovedparten af stillingerne fjernes fra Aalborg Universitetshospital i selve Aalborg.

Sygehuset vil hente 30 millioner kroner ved at hjemtage operationer, som ellers skulle udføres i andre regioner eller på privathospitaler. Det betyder, at det beskårede personale skal løbe hurtigere, selv om man har opereret og behandlet flere i løbet af året.

"Patienter risikerer at dø af det her. Vi kan ikke løbe hurtigere uden at risikere at begå flere fejl," siger Jytte Wester, der er tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne og kredsformand i Dansk Sygepleje Råd i Kreds Nordjylland, til TV2 Nord.

Hun frygter, at besparelserne fører til, at hendes kolleger bliver syge af stress og begynder at søge væk.

"Igen og igen har vi råbt politikerne op, og det bliver vi ved med. Det hænger ikke sammen, at vi får flere og flere patienter og færre og færre penge. Det er respektløst overfor de ansatte og patienterne," siger hun til TV 2 Nord.

Også formanden for Lægeforeningen i Nordjylland er harm.

"Vi bliver jo straffet for at lave mere - det er helt kafkask: Jo hurtigere vi løber, jo flere vi behandler, jo mere skal vi spare," siger Søren Lunde til TV Nord. Til dagligt er han afdelingslæge på gynækolgisk og opstetrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, hvor han og kollegaerne lige nu har massivt overarbejde for at følge med.

'"Vi står og opererer fra tidlig morgen til 18.30 om aftenen. Det betyder overarbejde og merudgifter til operationslæger, narkoselæger, sygeplejersker og øvrigt personale. Og de penge, ved vi allerede nu, kommer vi til at skulle spare på næste års budget. Det virker jo helt håbløst," siger Søren Lunde.

Et af stederne, der skal skæres, bliver ved at nedbringe antallet af ambulante kontrolbesøg hos reumatologisk afdeling og øjenafdelingen. I stedet udføres flere konsultationer telefonisk, og en mobilapp til patientbrug vil også kunne mindske antallet af fysiske konsultationer.

For bare et år siden skulle de nordjyske sygehuse også spare - nemlig 149 millioner kroner.