
Kræftpatienter strandet i limbo-land
Aftalen om de kræftpatienter, som skulle gå til efterbehandling hos deres praktiserende læge er strandet, halvandet år efter at det skulle være trådt i kraft.
Kræftpatienter, som skulle være gået til efterbehandling hos deres praktiserende læge, må foreløbig gå til opfølgning på hospitalerne.
Aftalen om de nye kræftopfølgningsprogrammer, som skal sikre patienterne optimal individuel opfølgning på deres kræftbehandling, er ikke faldet på plads mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner.
De praktiserende læger er tiltænkt en vigtig rolle i den nye kræftopfølgning, som blev vedtaget af Danske Regioner og Regeringen i 2013, men foreløbig har Danske Regioner og PLO endnu ikke indgået en aftale, og derfor er den del af programmerne, som involverer de praktiserende læger, foreløbig strandet. Ifølge PLO skyldes det blandt andet, at organisationen endnu ikke er nået til enighed med Danske Regioner om beskrivelsen af de opgaver, programmerne medfører for de praktiserende læger.
PLO og DSAM har siddet med i nogle af de arbejdsgrupper, som har udarbejdet opfølgningsprogrammerne, men halvandet år efter, at implementeringen af de første opfølgningsprogrammer skulle være påbegyndt, mener PLO stadig ikke, at opgaverne er beskrevet tilstrækkeligt til at danne grundlag for en aftale.
”Der er ingen tvivl om, at aftalen om almen praksis’ rolle har taget længere tid, end de fleste havde håbet på. Det er en kompleks opgave at flytte disse funktioner fra sygehuse til almen praksis, og samtidig har man ændret opfølgningernes indhold undervejs, og derfor er der mange spørgsmål, som skal afklares rent fagligt, før en aftale kan falde på plads,” siger formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag.
